SF-formand vil gå til minister med sag om gift fra gartnerier

Lokale partifæller har bedt formanden for SF, Pia Olsen Dyhr, om hjælp om udledning af pesticider fra gartnerier. Nu inddrager hun miljøministeren.

Formanden for SF, Pia Olsen Dyhr, havde onsdag sat kurs mod Fyn for at besøge Rosa Danica Gartneri ved Marslev.

Hun mødtes med to lokale partifæller, Lea Haahr, der er spidskandidat i Faaborg-Midtfyn Kommune, og Brian Dybro, rådmand i Odense Kommune, for at diskutere løsninger, der skal stoppe udledningen de skadelige pesticider fra Odenses gartnerier i naturen.

- Jeg synes, at det er en skandale, for det er i virkeligheden jo med til at ødelægge vores fælles hav, å-løb og i sidste ende vores grundvand. Det betyder jo, at hvis man ikke får det under kontrol, så bliver det svært for os i fremtiden at kunne dreje vandhanen og drikke et glas vand, siger Pia Olsen Dyhr til TV 2 Fyn.

TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har tidligere haft afdækket, at der fortsat ikke er kommet styr på udledningerne fra Odenses gartnerier. Her viste resultater fra Odense Kommunes gartneriteam i samarbejde med Dansk Gartneri, at pesticiderne fra flere gartnerier fortsat ender direkte ned i de omkringliggende vandløb.

Det sker forsat, til trods for at Odense Kommune for fire år tilbage kunne konstatere, at der var større miljøproblemer på flere af de 100 gartnerier i Odense.

Råb om hjælp

Partifællerne fra Fyn havde derfor inviteret partiformanden på besøg. Hun blev bedt om hjælpe kommunerne med at skaffe de rette værktøjer og redskaber til få bugt med problemet. 

Til besøget deltog blandt andre også direktøren for Rosa Danica, Torben Madsen og Mikael Petersen fra Dansk Gartneri.

- Alle har et ansvar, og nu har vi også et ansvar for at få orden i forholdene. Derfor er jeg glad for at høre de toner, der lyder fra gartnerierne om, at det her skal gøres i orden, siger Brian Dybro, der er beskæftigelsesrådmand for SF i Odense Kommune.

quote Vi kommer til at stille spørgsmål til ministeren lige præcis den her sag

Pia Olsen Dyhr, formand for SF

I Odense kommune er der blevet sat ekstra midler af til at få stoppet udledningen af pesticider i naturen. Men det er endnu ikke kommet i orden, konstaterer Brian Dybro:

- Jeg synes, at det er katastrofalt at se den udledning, der har været af giftstoffer. Det skal simpelthen bremses med alle de værktøjer, som vi overhovedet kan få på bordet til at få stoppet det her, siger Brian Dybro.

Han efterspørger nogle klare retningslinjer, der gælder for alle landets kommuner. Der skal ikke være nogen tvivl om reglerne på området, og hvilke konsekvenser det kan medføre, uddyber han og siger:


Sag for miljøministeren

Pia Olsen Dyhr anser sagen som værende en del af et større landsdækkende problem. For udledningen af pesticider er en problematik flere steder i landet indenfor andre områder end kun gartnerier, fortæller partiformanden.

- Vi kommer til at stille spørgsmål til ministeren lige præcis om den her sag. For at få afklaring og måske skabe mere hastighed omkring løsninger af de her problemer, som jeg mener folk omkring Odense med rette kan være bekymret for, siger Pia Olsen Dyhr.

Partiet ønsker en handlingsplan omkring grundvandet. De har foreslået i forbindelse med finanslovsforhandlinger, at der bliver afsat otte milliarder kroner til såkaldte grundvandsparker. Den skal give kommuner og vandselskaber mulighed for at låne penge, der skal opkøbe arealer, der kan udlægges til natur.


Oversigt

    Oversigt