SF vil stille krav til SU-ryttere

Det skal være slut med ubetinget adgang til erhvervsuddannelserne, mener SF efter afsløring af SU-misbrug.

SF er klar til at ændre på adgangen til erhvervsuddannelserne, efter det er kommet frem, at skolerne kæmper med elever, der udnytter SU-systemet.

- Det er fuldstændig urimeligt med de tilfælde af SU-rytteri. Vi bliver nødt til at kigge på betinget optag, siger Lisbeth Bech Poulsen, der er medlem af Folketingets uddannelsesudvalg for SF.

I dag er der frit optag på erhvervsuddannelserne. Og modsat på de videregående uddannelser er der ingen begrænsning på, hvor mange års SU de unge kan få til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Dermed kan de studerende få 5662 kroner om måneden i årevis ved at skifte mellem ungdomsuddannelser - det vil sige uddannelser som for eksempel tømrer, kok, tjener, sosu, frisør eller slagter.

- Du kan melde dig ud og ind igen så mange steder, du vil, og så tit og længe du vil. Der er ingen stop nogen steder. SU-rytteri er et kæmpeproblem, siger Lene Maegaard Knudsen, studievejleder på Svendborg Erhvervsskole, til Avisen.dk.

SF vil ikke indføre adgangsbegrænsninger på erhvervsuddannelserne, da regeringens mål er, at næsten alle skal have en ungdomsuddannelse. Partiet vil heller ikke lægge et loft over, hvor mange år man kan hæve SU til en ungdomsuddannelse.

Men Lisbeth Bech Poulsen forestiller sig, at man for eksempel kan stille krav om, at unge skal gennemføre et danskkursus eller et ophold på en produktionsskole, før de kan komme ind på en erhvervsuddannelse.

- De unge, vi taler om, er dem, der er allerlængst væk fra uddannelsessystemet. De har fået et pålæg om, at de skal i job eller tage en uddannelse. Den gruppe vil vi ikke miste, men vi vil stille krav til dem, siger SF-politikeren.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) erkender over for Avisen.dk, at der er et problem og er klar til at se på stramninger. I forvejen har regeringen meldt ud, at der skal spares to milliarder på SU'en i 2020. Men han vil ikke smække kassen i for SU-rytterne.

Lisbeth Bech Poulsen vil nu præsentere ham for sit forslag om betinget adgang til uddannelserne.

Oversigt

    Oversigt