SF'er: Bios lyver om forholdene

Politikere og embedsmænd i Region Syddanmark mødes søndag for at følge op på de seneste dages kritik af Bios. Et regionsrådsmedlem mener, at Bios lyver om deres vagtplaner. Det skriver TV SYD.

De seneste dage har der været forlydender om kaotiske tilstande i Bios. To medarbejdere har anonymt berettet om forhold, hvor de blandt andet oplever, at kollegaer bryder loven ved at tage flere vagter i træk.

Søndag samles politikere og embedsmænd for at finde ud af, hvordan det hænger sammen. Og et af medlemmerne udtrykker sin bekymring for Bios' vagtplaner. Det viser en mail, som TV SYD er kommet i besiddelse af.

Det er SF'eren Ida Damborg, der har sendt mailen til sine kollegaer i regionsrådet.

- Jeg tror, Bios lyver om deres vagtplaner. Jeg ved ikke, hvor du har mailen fra, men jeg vil godt stå ved, at jeg har sendt den. Det gjorde jeg, fordi jeg efterhånden får så mange mails fra borgere, der er bekymrede. De fortæller mig, at tingene ikke virker i Bios, siger Ida Damborg søndag til TV SYD.

I mailen skriver Ida Damborg blandt andet:

"Jeg har med de mails, jeg vedlægger, tro på, at de meldinger jeg får om at 1 beredskab i Sønderborg i denne uge ikke var køreklar i 4 timer, idet der ikke var mødt nogen ambulanceredder ind - men kun assistenter."

Hun mener, at enten lyver Bios, eller også giver forvaltningen ikke hele sandheden.

Oversigt

    Oversigt