Shipcraft smidt ud af rederiforeningen

Shipcraft har ikke levet op til deres ansvar og svigtet gidslerne, mener formand for Rederiforeningen 2010.

Rederiforeningen af 2010 har ekskluderet rederiet Shipcraft. Rederiet har ikke vist vilje til at gøre alt, hvad det kunne for at få gidslerne fri.

Det siger formanden for Rederiforeningen af 2010, Søren Nørgaard Thomsen.

- Vi vurderer, at Shipcraft ikke i tilstrækkelig grad har levet op til deres ansvar. Det drejer sig primært om at udvise den rette adfærd samt villighed til at gøre alt, hvad der står i ens magt for at løse en gidselsag hurtigst muligt.

- Vi må kunne forvente, at et rederi, der sejler ind i piratplaget farvand med besætning og skib, har forholdt sig til den kendte fare og taget alle nødvendige forholdsregler.

- Men mest af alt, at man i en situation med tilfangetagne medarbejdere påtager sig forpligtelsen til at sikre deres frigivelse hurtigst muligt.

- Medlemmerne af Rederiforeningen af 2010`s bestyrelse er derfor enige om, at Shipcraft ikke har levet op til de forventninger, og at rederiet derfor ikke fremadrettet kan være medlem hos os, siger Søren Nørgaard Thomsen.

Formanden ville ikke give konkrete eksempler på, hvad det præcis er Shipcraft efter rederiforeningens opfattelse har gjort forkert ved ikke at vist vilje til at gøre alt, hvad det kunne for at få gidslerne fri.

Besætning fra det danske skib, som blev taget som gidsler den 12. januar 2011, er den danske besætning, der indtil videre har været tilbageholdt i længst tid.

Selve kidnapningen og det efterfølgende meget lange forhandlingsforløb, har naturligvis givet anledning til overvejelser, både hvad angår rederiets håndtering af sagen og også hvad angår de regler og retningslinjer, der eksisterer i Danmark.

- I Rederiforeningen af 2010 får sagen derfor konsekvenser for samarbejdet med rederiet Shipcraft, der ejede Leopard, siger formanden for Rederiforeningen af 2010, Søren Nørgaard Thomsen på et pressemøde i Rederiforeningen.

Oversigt

    Oversigt