I det fynske folks tjeneste

Shipcrafts direktør sigtet af politiet

Direktør Claus Bech fra rederiet Shipcraft er sigtet for at have overtrådt søsikkerhedsloven.

Efter frigivelsen af de seks søfolk fra rederiet Shipcraft tager politiet fat på en nærmere efterforskning af forløbet.

To forskellige enheder i politiet er involveret - nemlig Nordsjællands Politi og Statsadvokaten for Særlige Økonomisk og International Kriminalitet.

I Nordsjællands Politi oplyser chefanklager Ida Sørensen, at de frigivne søfolk vil blive afhørt på et tidspunkt.

- Dem vil vi selvfølgelig tale med, når det bliver muligt, siger Ida Sørensen.

Nordsjællands Politi har modtaget to anmeldelser på grund af den gidseltagningen, som trak ud i 838 døgn.

Organisationen Søfartens Ledere har dels anmeldt selve rederiet og dels ledende personer i rederiet.

Men foreløbig har politiet kun rejst sigtelse mod direktør Claus Bech. Sigtelsen drejer sig om overtrædelse af søsikkerhedsloven, som er en såkaldt særlov, og om overtrædelse af den såkaldte piratbekendtgørelse.

Loven drejer sig blandt andet om, hvordan en besætning skal instrueres, og om sikkerhedsforanstaltninger i forhold til risikoen for piratangreb.

Også straffeloven er nævnt i politianmeldelserne, men Nordsjællands Politi har foreløbig besluttet udelukkende at rejse sigtelse mod direktøren for overtrædelse af søsikkerhedsloven, oplyser chefanklageren.

- Nu, da gidslerne er sat fri, kan vi begynde at undersøge sagen nærmere, siger Ida Sørensen.

Hun vil ikke svare på detaljer om efterforskningen - og heller ikke om for eksempel politiet skal hente skriftligt materiale fra rederiet.

- Nu er der tale om en verserende efterforskning, og vi skal have ro til arbejdet, siger chefanklageren.

Også selve gidseltagningen af de seks søfolk fra fragtskibet "Leopard" undersøges af politifolk.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet har modtaget en anmeldelse om piraternes forbrydelse, bekræfter vicestatsadvokat Lars Plum.

- Vi udtaler os ikke på nuværende tidspunkt, siger Lars Plum.

Ved du noget? Så send os et tip