Sidste chance for aldrende OB-mandskab

-

-

Profilerne hos OB har i karrierens efterår rettet fokus mod et dansk mesterskab. Topscorer Steffen Højer kalder det sidste chance for det nuværende mandskab.

Det er med en ny og særdeles ambitiøs attitude, at den aldrende fynske fodboldforsamling fra OB på søndag åbner Superliga-sæsonen med udekamp mod Brøndby. Knap halvdelen af spillerne i den stribede førsteholdstrup har passeret de 30 år, og den kendsgerning kalder ifølge sidste sæsons ligatopscorer, OB-angriberen Steffen Højer, på gevinst i den kommende sæson.

- Der er vel kommet en 10 nye spillere til i det halvandet år, jeg har været i OB, og nu må vi sige, at vi har haft vores læreår. Nu vil vi vinde noget. Vi har en ret høj gennemsnitsalder på det her hold, og der er ikke plads til undskyldninger for os. På papiret har vi en rutineret og kompetent spillertrup, så jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne vinde et mesterskab, siger den 31-årige skarpretter, hvis personlige ambitioner samtidig går i retning af endnu en tur i front på topscorerlisten.

Steffen Højers gulddrømme er bundet til det faktum, at den næste OB-generation står klar i kulissen, og at de profiler, der skal bære de fynske farver i den kommende Superliga-sæson, næppe alle sammen kan holde et guldniveau i endnu to år.

- Det er sidste chance i hvert fald med det her hold. Truppen er allerede i år blevet suppleret med en ung talentfuld spiller fra B1913 og et par stykker fra egne rækker, så den næste generation står klar. Vi er en del spillere over 30 år, som ved, at det snart skal være for vores vedkommende, siger angriberen.

OB-træneren Troels Bech bekræfter gerne, at flere af de ældre fynske cirkusheste i høj grad har glædet sig til duften af Superliga-savsmuld, og han bakker gerne i nogen grad op om ambitionerne.

- Det er kun dejligt med den optimisme. Vores officielle målsætning er, at vi skal sigte mod top-fire, og det skal der så sandelig også knokles hårdt for. Vi har et rigtig godt hold, og vi har troen på, at vi kan slå alle hold på dagen. Men vi kan ikke på bestilling gennembanke alle hold i Superligaen, siger Troels Bech, som naturligt nok forventer, at især Brøndby og FC København vil slå fra sig i toppen.

- Der er jo ikke faktuelle argumenter for, at Brøndby og FCK ikke kommer til at ligge i toppen. Man kan have en fornemmelse i maven om noget andet og en tro på, at man kan slå dem. Det er bare svært at bygge en prognose på. Men fodbold er heldigvis et uforudsigeligt spil, siger træneren.

De gode fornemmelser og de store ambitioner på Fyn skal allerede i de første runder afprøves mod flere af rækkens største konkurrenter. OB\'erne åbner ude mod Brøndby, og de efterfølgende udekampe er mod FC Midtjylland og FC København.

- Det er altid vigtigt at komme godt i gang med en turnering, og vores helt store akilleshæl har længe været vores præstationer på udebane. Når vi nu mener, at det er et forbedret OB-hold, der tager fat på den nye sæson, så er det kun fint at starte med at understrege vores ambitioner med at gøre det godt i de tre udekampe, siger Steffen Højer.

OB sluttede sidste sæson på en fjerdeplads i Superligaen, 11 point efter FC Københavns førsteplads. /ritzau/

Oversigt

    Oversigt