I det fynske folks tjeneste

Valgkampens slutspurt: Sidste chance for dig, der er i tvivl

TV 2/Fyn og Storms Pakhus inviterer søndag til tvivlercafé for alle, der endnu ikke har helt styr på krydset.

00:29

Alle er inviteret til tvivlercafé søndag den 2. juni.



Stil dine spørgsmål til folketingskandidaterne, hør dem debattere og deltag i en lang række aktiviteter. TV 2/Fyn og Storms Pakhus har planlagt en festlig eftermiddag fuld af underholdning og masser af politik og politikere. Alt sammen planlagt for at hjælpe dig, der er i tvivl om, hvor dit kryds skal sættes.

Der er valgbingo, quiz med valgtema, kandidattest forklædt som skattejagt, politikerbar, debatter om klima og minimumsnormeringer, og hvis du gerne vil rigtigt i dybden, kan du låne din helt egen politiker i ti minutter i "Politikerbiblioteket", hvor TV 2/Fyns ungdomsredaktion Bemærk bestyrer udlånsskranken.

Dagens program

I Schiøtzes Have er der hele eftermiddagen masser af debat og underholdning. 

Kl. 13.00-13.30: Valgbingo
For at varme op til dagens debatter, starter vi med en vild omgang lynbingo. Der er fart over feltet, så det gælder om at være vaks ved bingopladen.

Kl. 13:30-14:00: Debat om klimaet
Skal vi droppe at bruge plasticposer? Skal der indføres kødfrie dage? Og skal der indføres klimaafgifter på flybilletterne? Bliv klogere på forskellene mellem partiernes klimapolitikker og stil dit spørgsmål om klimaet direkte til politikerne. En anderledes debat med afstemninger undervejs.

Kl. 14.00-14.30: Valgquiz
Storms faste quizmaster Michael sørger for at teste din viden om politik. Der er både skandaler, nyheder og ting, som er fejet ind under gulvtæppet med på programmet. Som altid er der gode præmier, og politikerne deltager også i quizzen.

Kl. 14.30-15:00: Debat om børnene
Tusindvis af forældre og børn har været på gaden til demonstrationer for at få politikerne på Christiansborg til at indføre minimumsnormeringer i børnehaver og vuggestuer. Men hvorfor er det alligevel blevet et nej, og er der andre løsninger, der kan være lige så gode? Stil dit spørgsmål til politikerne.

Kl. 15.00-15.30: Spørgsmål fra vælgerne
Har du spørgsmål til politikerne, kan du stille dem her. Og så har vælgerne, som har besøgt Storms Pakhus i løbet af ugen, også skrevet en masse spørgsmål, som vi afkræver politikerne svar på.

Kl. 15.30-16:00: Valget på spidsen
Kosmonauterne improviserer løsninger frem til de sidste tvivlere på Storms Pakhus. Ud fra spørgsmål som: ”Hvad mangler du at få svar på i forhold til klimadebatten?”, ”Hvad skulle få dig til at stemme på en kandidat uanset resten af mærkesagerne?”, og ”Hvad er det værste, der kan ske, hvis der kommer en ny regering?”sætter Kosmonauterne det hele på spidsen ved at improvisere sketches frem på stedet. Alt skabes ud fra publikums spørgsmål og svar.

Kl. 16.00: Tak for i dag

Tilmeld dig Facebook-begivenheden her

Tvivlercafé

Søndag den 2. juni

Klokken 13.00-16.00

Storms Pakhus

Seebladsgade 21

5000 Odense C