I det fynske folks tjeneste

Sidste chance: Kampen for at bevare den gamle færge

02:39

Foto: Flemming Ellegaard

1 af 2

Er det værd at bruge 45-50 millioner kroner på at få en gammel færge shinet op og bevaret for fremtiden?

Det får borgerne i Nyborg nu selv mulighed for at bedømme, for forud for et borgermøde senere på måneden, vil politikere og museumsfolk byde velkommen ombord.

Det er længe siden M/F Broen, der ligger fortøjret i havnen i Nyborg har sejlet for egen kraft. Faktisk ikke siden 1992, hvilket gør, at mange ikke kender den.

Alligevel er Nyborg borgmester i tæt samarbejde med Østfyns Museer gået til kamp for at bevare færgen.

- Det er sidste chance. Det er den sidste danske Storebæltsfærge, så hvis det her stykke kulturarv skal bevares for eftertiden - så er det nu, siger Mette Ladegaard Thøgersen, der er museumsinspektør ved Østfyns Museer.

Hvis alt går vel, så vil det den 22. september være muligt at gå ombord på færgen. Det sker forud for et borgermøde på Nyborg Slot samme aften. Og fantasien skal være med den besøgende. For efter en nytårsfest i 2014 ligger færgen hen som det den blev brugt til i mange år - et diskotek.

  Foto: Flemming Ellegaard

Kommunens arkitekt har været ombord på færgen flere gange. Og mener, at den danner et godt grundlag for fortællingen om Nyborg som Danmarks færgeknudepunkt.

- Vi kan alle huske færgerne. Hvor smukke de var, og jeg ser jo potentialet for den færge her, at den kan blive ført tilbage til dét, den stort set var dengang, fortæller arkitekt Peter Holm.

Åbent hus-arrangementet kan udover at stille nysgerrighed og skabe debat måske også føre til at frivillige vil hjælpe med at få projektet op at stå.

For en af drømmene med M/F Broen er at få liv i de motorer, der har stået stille i 24 år. Også selv om skibet skal ligge i tørdok.

 

Ved du noget? Så send os et tip