Sidste kongelige keramik er pakket ud

Hele 4000 flyttekasser fra Royal Copenhagen har frivillige pakket ud på Keramikmuseet Clay i Middelfart. Onsdag blev den sidste kasse åbnet.

Bløde pakker har aldrig været et hit under juletræet - i hvert fald ikke hvis man spørger børn. Og det er da også de hårde pakker, der har vakt begejstring i snart tre år på Keramikmuseet CLAY i Middelfart. 

De fik for flere år siden overdraget hele den store porcelænssamling fra Royal Copenhagen. 12 lastbiler og 4000 flyttekasser. Onsdag blev den sidste kasse så åbnet og indholdet faldt i god jord.

- Det var jo rigtig gode sager, der var i den sidste kasse. Det var nogle fine skønvirketing. Blandt andet to fantastiske stykker fra Bing og Grøndahl, siger Pia Wirnfeldt, der er direktør på Keramikmuseet Clay.

Cirka 55.000 effekter er nu blevet vasket, sorteret, fotograferet og registreret. Alle effekterne stammer altså fra Royal Copenhagen, hvor man har haft det opbevaret i mange årtier, men det har ikke været sorteret og sat i system. Det har man nu gjort i Middelfart.

Gaven var også grunden til, at Clay sidste år kunne åbne et helt nyt museum efter en ombygning til over 60 millioner kroner. 

 

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt