Signe samler ind: To timer gør en verden til forskel

Dansk Flygtningehjælp holder landsindsamling søndag. Signe Havskjær samler ind i Odense, og hun kalder det en selvfølge at hjælpe andre i nød.

Dansk Flygtningehjælp har sendt danskere ud i hele landet for at samle penge ind, der skal hjælpe folk i nød i verdens brændpunkter.

Pengene, der bliver samlet ind, går til at hjælpe nogle af verdens mest udsatte med nødhjælp. Det drejer sig blandt andet om i Syrien, Sydsudan og til de over 1 million civile mænd, kvinder og børn der vil blive tvunget på flugt i storbyen Mosul i Irak. 

Søndag formiddag troppede Signe Havskjær op på Giersings Realskole i Odense for at modtage en raslebøsse og en rute, så hun kan deltage i indsamlingen. Og Signe Havskjær mener, det er et lille offer at bringe at bruge tre timer på at samle ind til fordel for andre.

- Jeg har valgt at tage ud og samle ind i dag, fordi jeg simpelthen synes, det er en selvfølge. Det at vi bruger to-tre timer i dag, det er nok til at gøre en verden til forskel for andre menesker, og Dansk Flygtningehjælp gør jo en forskel for de familier, der har mistet alting, siger hun.

Sidste år samlede danskerne 20 millioner kroner ind, da der var landsindsamling den 8. november.

 

Oversigt

    Oversigt