Sigtet for voldtægt: 35-årig varetægtsfængsles i tre uger

Den 35-årige mand, som er sigtet for en voldtægt i Glamsbjerg i oktober, er torsdag blevet varetægtsfængslet i tre uger. Han nægter sig skyldig.

Torsdag formiddag blev den 35-årige mand, som onsdag blev anholdt og sigtet for voldtægt, fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i tre uger.

Den 35-årige litauer er sigtet for at have voldtaget en kvinde på en bænk bag Restaurant Hjørnet i Glamsbjerg den 7. oktober mellem klokken 23.00 og 23.50. 

Kvinden havde forinden mødt manden på Hjørnet. Her henvendte han sig til hende og spurgte, om hun ville med udenfor og ryge en cigaret og drikke en øl. Da de kom udenfor, angreb manden angiveligt den 33-årige kvinde og begik fuldbyrdet voldtægt mod hende.

Efterfølgende gik kvinden hjem til sig selv og kontaktede politiet.

Hjælp fra offentligheden

Fyns Politi bad tirsdag offentligheden om hjælp til at finde den formodede gerningsmand. I den forbindelse udsendte de et billede af manden. 

Efter billedet begyndte at florere, modtog politiet flere henvendelser fra personer, som genkendte manden, og det er på baggrund af disse henvendelser, at manden onsdag blev anholdt. 

Oversigt

    Oversigt