Efter eksplosion ved Skat: Sikkerheden skærpet ved fynske statsinstitutioner

Den voldsomme eksplosion, der tirsdag aften ramte Skattestyrelsen i København, får nu politiet til at skærpe sikkerheden ved en række fynske statsinstitutioner.

Opdateret
Clock07. aug 2019, kl. 13:50
Opdateret med kommentar fra Fyns Politi

- Det er en meget alvorlig sag. Politiet ser generelt meget alvorlig på det, for det er en offentlig bygning og myndighed. Derfor tager vi det meget alvorligt, siger politiinspektør Henrik Skals fra Fyns Politi.

Facaden på Skattestyrelsens bygning ved Nordhavn Station blev voldsomt beskadiget ved eksplosionen. Det er endnu uklart, hvem der står bag eksplosionen.

Her til formiddag bebudede chefpolitiinspektøren hos Københavns Politi, Jørgen Bergen Skov, politiet skærper sikkerheden omkring skattemyndighederne.

Også Statsminister Mette Frederiksen bekræfter, at politiet har skærpet sikkerheden omkring skattemyndighederne.

- Det er et alvorligt chok for beboerne på Østerbro og for medarbejderne i Skattestyrelsen. Risikoen har været enorm, og det er et stort held, at ingen er kommet alvorligt til skade, siger Mette Frederiksen til TV2.

Øgede tilsynet allerede i nat

Fyns Politi kontaktede allerede Københavns Politi tirsdag aften, og iværksatte send tirsdag aften tilsyn med flere lokaliteter på Fyn.

- Vi holder øje med Skats bygninger i Svendborg, Middelfart og Odense. Tilsynet består i, at vi kører forbi, stander op og køre lidt rundt i området, for at se om der er noget mistænkeligt, siger politiinspektør Henrik Skals fra Fyns Politi.

Fyns Politi opfordrer også Skats medarbejdere til at være opmærksom på mistænkelige forhold.

- På alle måder vil vi også gerne høre fra borgere, der observerer ting, der ikke er normale, eller hvis der er ændringer, foranledninger, andre biler eller personer, så må der meget gerne ringe til os på telefon 114, siger politiinspektør Henrik Skals fra Fyns Politi.

Socialstyrelsen i Odense oplyser til TV 2/Fyn, at man også her er opmærksom på hændelsen ved Skattestyrelsen i tirsdag aften.

- Socialstyrelsen har vurderet, at der aktuelt ikke er grund til lokale tiltag, men følger naturligvis udviklingen i sagen, skriver de i en mail til TV 2/Fyn.

Medarbejdere dybt berørte

Eksplosionen tirsdag aften ved Skattestyrelsens bygning i København har berørt medarbejdere i hele skatteforvaltningen, oplyser de to fagforeninger Djøf og Dansk Told og Skatteforbund.

- Medarbejderne i Skattestyrelsen er naturligvis dybt berørte af situationen, og det er vigtigt, at ledelsen på Skatteministeriets område holder medarbejderne tæt informeret om sagen, siger Djøf-formand Sara Vergo i en udtalelse til Ritzau.

Også formanden for Dansk Told og Skatteforbund, Jørn Rise, oplyser, at han dagen igennem har modtaget opkald fra sine medlemmer.

- Jeg havde allerede henvendelser i morges klokken fem, der spurgte: Nu var det i Østbanegade, men hvad med de øvrige adresser? Så der er ingen tvivl om, at det er noget, man spekulerer over, siger han til Ritzau.

Fyns Politi holder øje med Skats bygninger, fortæller politiinspektør Henrik Skals fra Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt