Sikkerhedsbrist bag 11-årig drengs død

Sikkerheden var ikke i orden, da en 11-årig dreng mistede livet ved en bom i Søndersø. Det fastslår Arbejdstilsynet, men politiet har indstillet sagen.

En 11-årig dreng mistede livet i en tragisk ulykke, da han legede under en bom ved en fodboldlejr i Søndersø i august 2012.

Tidligere på måneden indstillede Fyns Politi efterforskningen, fordi de vurderede, at der ikke var sket noget strafbart.

Men ifølge dokumenter som tv2.dk har fået aktindsigt i, så fastslår Arbejdstilsynet, at ulykken fandt sted på grund af manglende sikkerhed.

Arbejdstilsynet kritiserer den kommunale ungdomsskole, der har fået sat bommen op, fodboldklubben, der afviklede stævnet, og produktionshøjskolen, som har repareret bommen.

Tilsynet skriver blandt andet, at "hvis bommen havde været aflåst efter forskriften, ville ulykken aldrig være sket," og "tilstedeværelsen af afstandsstykkerne på bommens hængsler er en fejl, som indebar, at bommen ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt at anvende."

Politiet: Har ikke haft strafferetlige beviser

Ifølge Klaus Holten Kristensen, der er specialanklager ved Fyns Politi, har politiet ikke haft bevismæssigt grundlag til at sigte nogle personer for ulykken.

- Der har været utrolig mange personer og institutioner inde over. I sidste ende kan det godt være, at det er en menneskelig fejl. Det er det formentligt. Men vi ikke har haft grundlag til at gøre os til dommere over det, siger Klaus Holten Kristensen.

Kommune: Hændeligt uheld

Det var en produktionshøjskole i Søndersø, der tidligere reparede den bom, som viste sig ikke at være sikkerhedsmæssig forsvarlig. Ifølge borgmester i Nordfyns Kommune, Morten Andersen (V), er det ikke usædvanligt, at eleverne laver den slags.

- Det har man jo vurderet i sin tid, at det var en opgave som produktionsskolen kunne løse. Men det er klart, at vi fremadrettet har lært af den her sag, siger Morten Andersen.

- Men jeg hæfter mig ved konklusionen, at der ikke er nogle, der kan lægges til ansvar for den tragiske ulykke, siger han.

Boldklub: Det vil være i tankerne i mange år

Kommunen har taget kontakt til produktionshøjskolen, som vil undersøge, om elever fremover skal lave den type opgaver. Søndersø Boldklub, som stod for fodboldstævnet, vil også fremover tage sine forholdsregler.

- Vi vil måske være mere opmærksomme på, om der står et eller andet, som der kunne ske noget med. Det er klart, at vi vil have det her i tankerne i mange år, siger Jørgen Poulsen, der er formand for Søndersø Boldklub.

Oversigt

    Oversigt