I det fynske folks tjeneste

Sikkerhedsekspert: Fint nok at Black Army-leder kunne give Løkke hånden

Den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen vurderer, at sikkerheden var i orden under statsministerens besøg i Vollsmose.

00:12

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag besøgte Bøgetorvet i Vollsmose, greb bandelederen for Black Army hans hånd og bød ham velkommen i området. Situationen var imidlertid under kontrol, vurderer den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen.

- Hvis man taler om statsministerens sikkerhed, så har han jo livvagter med. Livvagter, der er trænet til at håndtere hvilken som helst situation. Sågar ved at sætte deres eget liv i spil, hvis det skulle dreje sig om det, siger han. 

Læs også Politidirektør: Løkke var aldrig i fare i Vollsmose

Den tidligere PET-chef forklarer, at både politiet og efterretningstjenesten nøje vurderer sikkerheden forud for sådan et besøg:

- Hvis den trusselsvurdering fører frem til, at der ikke er nogen hindringer, og intet aktuelt peger på, at man bliver udsat for ubehageligheder, så gennemfører man det selvfølgelig.

Læs også Lars Løkke trykkede fremtrædende bandeleder i hånden

At statsministeren kan bevæge sig ind i Vollsmose og ende med at stå ansigt til ansigt med en af byens ledende kriminelle, anser Bonnichsen ikke som et problem. Tværtimod.

- Jeg synes, det er en cadeau til det danske samfund, at man stadigvæk kan bevæge sig frit omkring og hilse på dem, man nu møder på sin vej, siger han, og fortsætter:

- Statsministeren er ikke alene statsminister for dem, der bor i whisky-bæltet, men også for alle, der bor i Vollsmose.