I det fynske folks tjeneste

Sikkert comeback: Viktor Axelsen knuste EM-modstander

Viktor Axelsen havde ingen problemer med sin tjekkiske modstander i sin første kamp i tre måneder.

Viktor Axelsen fik et brag af et comeback efter tre måneders pause. Foto: JANE BARLOW/Ritzau Scanpix/arkiv

Den fynske verdensmester i badminton, Viktor Axelsen, er tilbage efter en ankeloperation, der har kostet tre måneders turneringspause.

Efter at have indledt EM i sydspanske Huelva som oversidder fik den 24-årige fynbo comeback i anden runde, hvor tjekken Adam Mendrek blev slået sikkert med cifrene 21-11, 21-8.

Axelsen har på forhånd været usikker på sit niveau efter den lange pause, men var ikke i problemer mod verdensranglistens nummer 111.

I første sæt var Mendrek kun med til 3-3, før Axelsen begyndte at trække fra. Danskeren kom foran 20-9 og vandt sættet på tredje sætbold.

Læs også Emma svinger køllen tre gange om ugen - og har fået styr på sin diabetes

Billedet var lige så ensidigt i andet sæt, hvor fynboen hurtigt bragte sig foran 5-1 og siden 12-6.

Herfra var der ingen tvivl om udfaldet, og Axelsen tog en suveræn sejr i en kamp, der var overstået på lidt over en halv time.

Han skal i næste runde møde englænderen Sam Parsons, der er rangeret som sit lands tredjebedste spiller på en 68.-plads.

Også Jan Ø. Jørgensen er klar til tredje runde. Jørgensen, der var skadet i det meste af 2017, er useedet i turneringen, men polakken Michal Rogalski voldte ikke de store kvaler.

Jørgensen vandt i to sæt med 21-9, 21-15, og nøjagtigt samme sejrscifre kunne femteseedede Rasmus Gemke notere efter mødet med tyskeren Alexander Roovers.

Fjerde og sidste danske herresingle, andenseedede Anders Antonson, skal i aktion mod en engelsk modstander onsdag aften.