I det fynske folks tjeneste

Sikre Axelsen vinder og møder ung dansker i EM-kvartfinale

Fire danske herresingler er med i kvartfinalerne ved EM i badminton, men kun to kommer med i semifinalen.

I det rene danskeropgør møder Viktor Axelsen Rasmus Gemke. Foto: Manan Vatsyayana/AFP/Ritzau Scanpix/arkiv

Der bliver to rent danske kvartfinalekampe i herresingle ved EM i badminton, der bliver spillet i denne uge i Huelva i Spanien. 

Det blev en realitet torsdag aften, da den topseedede fynbo, Viktor Axelsen, som den fjerde og sidste dansker spillede sig frem blandt de sidste otte spillere. 

Det skete med en sikker sejr i tredje runde på 21-13, 21-9 over englænderen Sam Parsons. 

Verdensmester Viktor Axelsen, der gør comeback ved EM efter en ankeloperation og tre måneders skadespause, skal i sin kvartfinale møde femteseedede Rasmus Gemke. 

21-årige Rasmus Gemke vandt 21-13, 21-18 over russeren Vladimir Malkov. 

Læs også Europas bedste: Tudserne strøg til tops under tyrkisk vand

Der er lagt op til et andet interessant danskeropgør i kvartfinalerne, hvor Jan Ø. Jørgensen og Anders Antonsen skal mødes. 

Andenseedede Anders Antonsen måtte for anden dag i træk ud i tre sæt, før han havde besejret israelske Misha Zilberman 21-15, 19-21, 21-10. 

Jan Ø. Jørgensen, der er useedet ved EM efter sin lange skadespause, vandt 21-19, 21-18 over sjetteseedede Mark Caljouw fra Holland. 

I damesingle er både Natalia Koch Rohde, Mia Blichfeldt og Line Kjærsfeldt klar til kvartfinalerne. 

Her får især Natalia Koch Rohde sin sag for, når hun møder den topseedede spanier, Carolina Marín, der er regerende olympisk mester, og som to gange har vundet VM. 

I herredouble har Danmark tre konstellationer med i kvartfinalerne, mens der er et enkelt dansk par tilbage i både damedouble og mixeddouble.

Læs også Fynsk bueskytte rammer næsten plet i Shanghai

Læs også Odense henter stortalent med "enormt potentiale"