I det fynske folks tjeneste

Silonedrivning: Underskrifter skal forhindre stor brøler

Underskrifter mod nedrivning af siloer på Odense Havn gør indtryk, siger byrådsmedlem Kristian Guldfeldt (K). Han fastholder dog, at det ikke er teknisk muligt at bevare bygningerne.

00:46

En privat underskriftsindsamling vil forsøge at stoppe nedrivningen af markante siloer på Odense Havn Video: Masoud Pooia

Politikerne i Odense er i gang med at begå en stor brøler, lyder det fra bygningskonstruktør Silas Eriksen, som har været med til at tage initiativ til en underskriftsindsamling mod nedrivningen af siloerne på den inderste havnemole.

Politikerne i By- og Kulturudvalget besluttede i sidste uge, at siloerne på Englandskajen ikke kan indgå i nyt byggeri og har derfor givet lov til nedrivning. Siden har der været kritik fra museumsfolk, arkitekter og borgere.

Læs også Siloer skal rives ned: - Det vil vi græmme os over om 50 år

- Det er en rigtig dårlig beslutning. Slots- og Kulturstyrelsen siger, at det her område har national betydning. Området er et af de bedst bevarede havneområder i Danmark, som fortæller industrihavnens historie, siger Silas Eriksen.

Debat på havnemolen

Vi har taget Silas Eriksen og byrådsmedlem Kristian Guldfeldt (K) med på havnevandring for at høre argumenterne for og imod nedrivning.

Den konservative politiker anerkender, at området rummer historiske og arkitektoniske kvaliteter.

- Vi ønsker at bevare så meget som muligt, og derfor vil to af ydermurene i Muus' Pakhus få lov at blive stående. Men det er ikke teknisk muligt at bevare den øvrige del af bygningerne, siger Kristian Guldfeldt.

Læs også Markante siloer står til nedrivning

Det afviser Silas Eriksen fuldstændigt.

- Selvfølgelig kan det lade sig gøre at bevare siloerne. Det er et spørgsmål om vilje og overskud til at vente på de investorer, som kan se mulighederne i at bevare bygningerne som en del af miljøet på Odense Havn.

100 underskrifter dagligt

Silas Eriksen startede underskriftsindsamlingen før pinse, og på et tidspunkt kom der over 100 underskrifter om dagen, og der kommer stadig hele tiden nye til.

En af dem, der har skrevet under, er den radikale rådmand Susanne Crawley, som har bebudet, at hun nu vil undersøge, om der er politisk mulighed for at bremse beslutningen om nedrivning. 

- Vi skal passe på ikke at slette alle spor af fortiden i ønsket om en pæn og friseret by og natur. Odense skal være en by, hvor man kan se og mærke, at her har levet og arbejdet mennesker i århundrede, skriver rådmanden på Facebook.

Protester gør indtryk

Silas Eriksen håber, at underskriftsindsamlingen vil påvirke politikerne.

- Jeg får i hvert fald lettet min samvittighed, så jeg senere slipper for at bebrejde mig selv, at jeg ikke gjorde noget for at stoppe nedrivningen, siger han.

Læs også Siloen nedlagt på fem sekunder

Kristian Guldfeldt står dog fast på beslutningen om nedrivning, men understreger samtidig, at han har stor beundring for det borgerarbejde, som foregår i øjeblikket.

- Men forskellige eksperter og forvaltningen peger nu engang på, at det kun giver mening at bevare dele af Muus' pakhus, siger han.

Se hele indslaget her under: 

02:54

Underskrifter mod nedrivning af siloer på Odense Havn gør indtryk, siger byrådsmedlem Kristian Guldfeldt (K). Han fastholder dog, at det ikke er teknisk muligt at bevare bygningerne.  Video: Masoud Jafari Pouia

Luk video

SE MERE

Byrådspolitikerne Susanne Crawley (Rad.) og Anders W. Berthelsen (Soc.dem.) diskuterer nedrivningen i programmet Til Sagen på TV 2/Fyn Nyhedskanalen tirsdag klokken 18.25.