I det fynske folks tjeneste

SIND: Odense Kommune har begået omsorgssvigt

Landsforeningen Sind mener, at Odense Kommune har begået omsorgssvigt efter håndtering i en sag, hvor en psykisk syge mand fra Odense stak en nabo ned. Det skete, mens han var anbragt i et botilbud i Vrå i Nordjylland.

Den psykisk syge mand boede alene i dette hus i Hjørring

Odense Kommune havde sendt den 28-årige psykisk syge mand fra Odense til behandling på det private bosted for psykisk syge Møllegården i Nordjylland.

Et tilbud, som Odense Kommune betalte 50.000 kroner om måneden for, uden reelt at vide, om manden blev behandlet. Og selvom den psykisk syge mand havde brug for behandling, så boede han alene i et hus, der bliver ejet af Møllegården.

- Man kan ikke bare sende et menneske op i et hus og så sige, nu skal du passe der selv og ha det godt, siger Finn Graa Jakobsen, Landsformand i foreningen SIND.

Odense kommune har hver måned betalt 50.000 kr. for den 28-åriges ophold på bostedet Møllegården.

Det private botilbud var ikke godkendt af Hjørring Kommune, og derfor var der ingen myndighed, der førte tilsyn med, om manden fik en tilstrækkelig pyskiatrisk behandling.

- Her har jeg tydeligt indtrykket af, at her har Odense ikke undersøgt, hvad de har leveret en kunde til, siger Finn Graa Jakobsen, Landsformand i foreningen SIND.

Social-rådmand: Et uheld

Socialrådmand i Odense, Erik Simonsen, Rad. V. afviser kritikken

- Vi har samarbejdspartnere landet over, som tager os af de borgere, der er uden for kommunens grænser - så det, der er sket lige nu, det betragter jeg som et uheld, siger Erik Simonsen.

Men i tilfældet fra Vrå mener Hjørring Kommune ikke, at det var deres opgave at undersøge, om manden fik sin behandling:

- Vi taler ikke om, at det er et behandlingstilbud, men vi taler om at det er botilbud. Og det er den tilsynsforepligtigelse, vi har og har varetaget i den konkrete sag, siger Leif Serup, der er direktør for, Sundhed, Ældre- og Handicapområdet i Hjørring Kommune.