Sindssyg flugtfange fik penge af ven

Politiet har sigtet en bekendt til den fynske Per Bjørnskov Madsen for at give den sindssyge flugtfange 3000 euro. Den undvegne er set ved ekskærestens hjem.

Politiets håb om at knalde den farlige flugtfange Per Bjørnskov Madsen, når han kom i pengenød og måtte bruge sit kreditkort, er sat på pause.

Eftersøgningen af Per Bjørnskov Madsen, der i søndags stak af fra en psykiatrisk afdeling i Middelfart, har nemlig ført politiet frem til en person, der tilsyneladende har hjulpet ham med kontanter.

- Vi har sigtet en person med relation til den flygtede for at hjælpe ham i flugten ved at give ham 3000 euro i blandede sedler, siger vicepolitikommissær Finn Wegner Petersen fra lokalpolitiet i Nyborg.

Politiet beder derfor handlende på Fyn om at være opmærksom på mænd, der betaler med euro og svarer til signalementet af den mørkhårede 48-årige mand med briller.

Per Bjørnskov Madsen er erklæret sindssyg, og ifølge politiet er han ekstremt farlig for sin tidligere samlever og familie.

Derfor gav det også genlyd hos politiet, da et vidne ringede og fortalte, at flugtfangen tirsdag aften var set nær ekskærestens hjem i Nyborg.

- Vidnet er 100 procent sikker på, at det var ham, men det lykkedes os desværre ikke at få fat på ham, siger Finn Wegner Petersen og understreger, at der bliver passet godt på ekskæresten og hendes barn.

Flugten fra Middelfart skete ifølge politiet med hjælp udefra, og på den baggrund har politiet onsdag ransaget tre adresser på Fyn og Sjælland hos Per Bjørnskov Madsens venner og bekendte.

- Vi fandt dog ingen spor af ham nogle af stederne, siger Finn Wegner Petersen.

Per Bjørnskov Madsen er ifølge Fyens Stiftstidende dømt for vold.

Oversigt

    Oversigt