Sjællændere scorede arbejde på Langeland

Et projekt, der skulle skabe et militært træningscenter i topklasse på Langeland, er endt som en seriøs fuser for Region Syddanmark og for Langeland.

Og nu viser det sig, at ikke engang de skattekroner, der nåede at blive brugt, skabte arbejde til langelandske håndværkere.

Det fortæller DR Fyn.

Arbejde til lokale håndværkere på Langeland var ellers en af af de direkte årsager til, at Region Syddanmark valgte at give penge til projektet.

Trænings- og Kursuscenter Holmegaard fik tilbage i 2009 af Vækstforum bevilliget et tilskud på 5.5 millioner kroner til at opbygge et trænings og kursuscenter.

Og det lå i begrundelsen for millionstøtten fra Vækstforum, at pengene blev givet for at det kunne komme langelandske håndværkere til gode.

Men en aktindsigt, som DR Fyn har fået i sagen, viser, at i stedet for at bruge langelandske håndværkere, så valgte ejerne af Holmegaard, den tidligere jægersoldat og hans hustru Henrik og Camilla Otkjær fra Charlottenlund, i stor stil at benytte sig af sjællandske håndværkere.

Og det er nye oplysninger, som overrasker den daværende borgmester på Langeland, Knud Gether (L).

- Det er jo stik imod de intentioner kommunen havde. Vi ønskede netop at støtte og bakke op om vores egne håndværkere. At det var dem, som skulle gå ind i renoveringen, siger Gether til DR Fyn..

Også den nuværende borgmester Bjarne Nielsen (V) er forundret og overrasket over de nye oplysninger.

- I ansøgningen har de netop anført, at renoveringen ville give arbejde til 6-8 lokale håndværkere, men det er så ikke sket, kan jeg se. Der er kun en enkelt lokal håndværker, der har hjulpet lidt til i forbindelse med etableringen af skydebanen, siger Bjarne Nielsen til DR Fyn.

Projektet blev standset efter Region Syddanmark havde udbetalt godt halvanden million kroner.

Det eneste synlige bevis på træningscenteret er en halvfærdig skydebane, der ikke må anvendes, ford der i dag er asylcenter på stedet.

Region Syddanmark har bedt om en kulegravning af hele sagen efter DR Fyns afsløringer.

Oversigt

    Oversigt