Sjusk på fynske byggepladser

Arbejdstilsynet var tirsdag på besøg på en række fynske byggepladser. Her måtte tilsynet igen konstatere, at mange endnu sjusker med sikkerheden.

- Vi så flere steder, hvor forholdene kan gøres noget bedre, siger Hanne Sofie Tromborg Olsen, tilsynschef for Sønderjylland og Fyn.
 
Arbejdstilsynets satte tirsdag særligt fokus på støj og nedstyrtningsfare. De fandt flere byggepladser, hvor netop de to ting var et problem. 
 
Et sted stod en mand i otte meters højde uden sikring og var ved at lægge tag på en bygning, mens regnen plaskede ned. Et andet sted var en arbejder hejst cirka fire meter op i en kran. Men da han ikke helt kunne nå det han skulle, kravlede manden op på rækværket af den mandskabskurv, han stod i - uden at være spændt fast.

På en arbejdsplads støjede det uforsvarligt meget i en betonhal. Her var der både gang i en vinkelsliber, en slagsboremaskine og en gevindskærer. Samtidigt var en lastbil ved at lægge beton ud, og det gav høje støjgener for arbejderne.

Arbejdstilsynets endelige opgørelser kommer først onsdag.

Oversigt

    Oversigt