Skaber dialog med de unge: SSP-pris til nattevægtere

Vægterkorpset ved beredskab Fyn modtog tirsdag en pris for at skabe tryghed og dialog med de unge i Odense.

Vægterne er et korps, der kører rundt og holder øje med de kommunale bygninger i Odense. Korpset blev i sin tid oprettet under Odense Brandvæsen, der nu er en del af Beredskab Fyn.

 - Vi er selvfølgelig stolte og beæret over at kunne gøre en forskel og så kunne modtage denne pris. For os er det vigtigt at kunne hjælpe og bruge hinanden og SSP til vidensdeling, siger brandmester Søren Brodersen, der er leder af vægterne i Odense.

SSP Odense fremhæver, at vægterkorpset særligt bidrager ved at tale med unge mennesker, som de møder i forbindelse med deres arbejde.

Her bliver de en vigtig samarbejdspartner, når de som ansvarlige og tydelige voksne går i dialog om eksempelvis adfærd, eller hvorfor de unge opholder sig, hvor de gør, skriver SSP Odense i en pressemeddelelse.

- Jeg synes, det er både flot og fortjent, at vægterne har vundet SSP Prisen 2017. Ved at være en del af den forebyggende kæde er vægterne med til at understøtte vores strategi om tidlig forebyggelse, og ved at udfordre uacceptabel adfærd er de tillige med til at understøtte de unge menneskers dannelse og vise dem en vej i livet uden om kriminalitet, siger rådmand for børn og unge, Susanne Crawley (Rad. V).   

Det er fjerde gang , at SSP Odense uddeler prisen. Første gang var det Natteravnene, der modtog prisen for deres indsats i Korup. Anden gang var det SAHAN, og sidste år fik Fritidsvejledningen Uden Grænser prisen.

Oversigt

    Oversigt