Skadet OB-topscorer frygter ikke EL-afbud

Superliga-topscorer Hans Henrik Andreasen måtte udgå med en skade i OB's sejr over Sønderjyske, men regner med at deltage i play-off-kampen mod Motherwell.

Cheftræner Lars Olsen må have haft bange anelser, da han så sin topscorer, Hans Henrik Andreasen, gå ud med en skade i foden i lørdagens 3-1-sejr over Sønderjyske.

OB spiller på torsdag den første af to play-off-kampe om at komme i Europa Leagues gruppespil mod skotske Motherwell, og Hans Henrik Andreasen er med sin øjeblikkelige målform en vigtig brik for odenseanerne.

Men Andreasen tror ikke, at skaden er så slem, at han må melde afbud til kampen mod skotterne.

- Nej, jeg regner med at jeg kan spille der, siger Hans Henrik Andreasen til TV2 Sport.

- Jeg var lidt bange lige, da det skete, men jeg tænkte, at jeg prøver igen,

men så gjorde det lidt for ondt, og det var derfor, at jeg blev skiftet ud, siger han.

Hans Henrik Andreasen scorede to mål i 3-1-sejren og er med fem mål i sæsonens første fem kampe ny Superliga-topscorer. Det glæder midtbanespilleren sig over.

- Det er da dejligt at få scoret en masse mål og sørge for, at vi kan vinde nogle kampe, siger han.

OB spiller i torsdagens opgør mod Motherwell på hjemmebane. Der er returkamp i Skotland en uge senere.

Oversigt

    Oversigt