Skadet røver tilstod

Den 37-årige mand, der er sigtet for røveri af særlig farlig karakter mod Jytte Nielsen og Børge Andersen i Rydskov, har erkendt sig delvis skyldig. Grunden til røveriet var en narkogæld på 40.000 kroner.

-

Den 37-årige mand, der er sigtet for røveri af særlig farlig karakter mod Jytte Nielsen og Børge Andersen i Rydskov, har erkendt sig delvis skyldig. Grunden til røveriet var en narkogæld på 40.000 kroner.

Under grundlovsforhøret fredag formiddag erkendte den 37-årige hærdede kriminelle mand at have været med til røveriet på Vestfyn natten til tirsdag. Han blev varetægtsfængslet for fire uger.

Havde ondt
Han var tydeligt mærket efter kampen mod Børge Andersen. Ved røveriet benyttede de to røvere en pumpgun, som Børge Andersen dog fik fravristet ham og slået ham med i hovedet. Den 37-årige odenseaner havde sår på kindbenet og blev kørt til læge efter grundlovsforhøret.

Han fortalte i retten, at det var narkogæld på 40.000 kroner, der var grund til røveriet. Han vidste, at Jytte Nielsen og Børge Andersen lå inde med penge, da han for flere år siden havde fisket ved put-and-take-søen.

Trusler om voldtægt
Han erkendte i retten at have truet Børge Andersen med, at hvis han ikke udleverede pengene, ville den anden røver voldtage Jytte Nielsen. Det var angiveligt den trussel, der fik Børge Andersen til at tage kampen op mod de to røvere.

Langt synderegister
Den 37-årige er en hærdet kriminel. Han er tidligere dømt 27 gange og var i øjeblikket prøveløsladt.

På samvittigheden har han 5 røverier, 13 voldssager og flere sager for berigelseskriminalitet.

Begge røvere er nu bag lås og slå. Torsdag eftermiddag blev en 34-årig mand fra Odense også varetægtsfængslet. 

Oversigt

    Oversigt