I det fynske folks tjeneste

Skadet sportsudøver: Frirummet bliver revet væk

06:40

Arkivfoto: TV 2/Scanpix

Claus Bagger lærte på egen krop, hvilke konsekvenser, der følger med, når man som sportsudøver bliver ramt af en skade. Det emne har Peter Boberg netop udgivet en bog om.

Skaden rammer, og livet forandrer sig. Løbeskoene eller håndbolden lægges på hylden. Men du skifter ikke bare sådan sport på højt niveau ud med flere serier på Netlix. Det kan få stor betydning for hele tilværelsen, når sporten bliver taget fra hverdagen. 

Det har  journalist Peter Boberg netop udgivet en bog om. Klog af Skade hedder bogen, der handler om  de psykiske problemstillinger, som melder sig, når en idrætsudøver rammes af en skade.

Claus Bagger har oplevet på egen krop, hvordan en skade kan påvirke hele tilværelsen, og ifølge ham var det langt fra nemt. 

- Rent psykisk så er det jo ens mentale frirum, som pludselig bliver revet væk. Det betyder mange ting. Hvis man spurgte min ekskone, så ville hun sige, det betyder, at man bliver en sur, gammel, gnaven mand af at blive skadet, siger han. 

Ingen bog på dansk

Peter Boberg er ikke selv elitesportsudøver, men interesserer sig for sport og har altid selv dyrket det. Han kender til bekymringen for skader, hver gang han mærker en smerte og ikke ved, om den vil forhindre ham i at dyrke sport, og hvor lang tid det vil stå på.  

Han fandt kun litteratur om emnet på engelsk. Derfor besluttede han sig for at skrive en bog på dansk. I arbejdet med bogen har han blandt andre snakket med Joachim B. Olsen og Flemming Povlsen.

Læs også Marlenes drøm brast - nu får hun en pris for det

Peter Boberg fandt ud af, at flere ting går igen ved sportsudøverne, når man kigger på de udfordringer, der opstår efter en skade. For eksempel bekymringen for om man kommer tilbage, følelsen af eksklusion fra et fællesskab og fraværet af rampelyset. 

Alligevel er det ifølge Peter Boberg vidt forskelligt, hvordan folk tackler en skade og afsked med sporten, og det handler især om, hvad der ellers sker i ens liv det øjeblik, skaden indtræffer. 

- Det kan påvirke meget voldsomt, hvis livssituationen er kompliceret på det tidspunkt. Det kan være dødsfald, det kan være skilsmisse, alt muligt, som gør, at skaden er svær at håndtere. Samme atlet kan opleve en tilsvarende skade senere, hvor livssituationen er helt anderledes, og så er det måske mere et fighterinstinkt, der tager over, fortæller han. 

Det kan Claus Bagger sagtens genkende. Da han var yngrer var det resultaterne, han bekymrede sig mest om, hvis han blev skadet. I dag er det mere hans frirum og energien i hverdagen, han bliver bekymret for, hvis en skade indtræffer. Han bruger nemlig sporten til at skabe energi og overskud til arbejde og familie. Så når sporten ikke er en mulighed længere, forsvinder det andet også.  

Læs også Eliteatleter får lettere ved at blive malere og frisører

Ikke en selvhjælpsbog

Peter Boberg understreger, at bogen ikke skal betragtes som en selvhjælpsbog. Hvad der sker med den enkelte, når man får en skade, er så forskelligt, at det hurtigt gik op for Peter Boberg, at der ikke fandtes automatsvar til de spørgsmål, der opstår. 

Følge ham kan bogen læses i flere sammenhænge.

- Som den hedder: Klog af Skade, så vil vi gerne prøve, at sætte noget krop og sjæl på, hvad vil det egentlig sige. Hvad går igennem hovedet, når jeg bliver skadet. 

- Det at have en skadesbevidsthed, er noget af det, der hører med, når man dyrker sport, siger han. 

Derfor mener han, at flere kan få gavn af bogen. Både hvis man vil forberede sig på en skade i fremtiden, eller hvis man allerede sidder og bliver holdt på sidelinjen af en skade. 

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.