Skæbnedag: Nu afgøres det om Totalbanken skal sælges

Onsdag bliver det afgjort om Totalbanken skal sættes til salg. Nordfyns Bank siger nej tak til at indgå i et ægteskab med banken, mens Fynske Bank høfligt viser interesse.

Der er lagt op til en ekstraordinær spændende generalforsamling i Aarup onsdag aften.

Aktionærerne skal finde ud af, om de vil sætte banken til salg, som to storaktionærer foreslår.

For 14 dage siden stemte et flertal på 45 procent af aktionærerne nej til at udvide aktiekapitalen med 90-100 millioner kroner som ønsket af bestyrelsen.

Nej tak

I netmediet FinansWatch tirsdag meddelte Nordfyns Bank, at man ikke er interesseret i et ægteskab med Totalbanken.

- Hvis Totalbankens bestyrelse synes det er en god idé, er det jo det, de skal gøre. Vi har ingen interesse i at fusionere med Totalbanken, så det bliver ikke med os. Vi har sagt, at vi kan gå vores egen vej, og det er det, vi gør, siger Nordfyns Banks direktør, Holger Bruun til netmediet.

Tidligere har direktøren fra Fynske Bank, Petter Blondeau, ytret interesse for at skabe en stor fynsk bank og indlemme Totalbanken i folden.

Fra Bissen & Bossen

TV 2/Fyns ekspertpanel i magasinprogrammet Bissen & Bossen, investeringsrådgiver Per Hansen fra Nordnet og Lars Jørgen Rasmussen, der driver egen forretning, udtalte mandag i Bissen & Bossen, at det mest sandsynlige scenaria onsdag aften er en kapitaludvidelse frem for et salg.

Det skyldes, at der til første generalforsamling var 45 procent af de stemmeberettigede aktionærer, der stemte imod en kapitaludvidelse og 55 for.

 

- Ved generalforsamlingen onsdag skal der blot et flertal af de fremmødte til at stemme en kapitalforhøjelse igennem. Så jeg tror på et flertal for en mindre kapitalforhøjelse end den oprindeligt forslåede, men dog en kapitalforhøjelse, siger Lars Jørgen Rasmussen.

Motiver

Ifølge begge eksperter er der i høj grad politiske motiver både hos Heine Delbing, der er største aktionær med 16 procent af aktierne, og hos ledelsen og bestyrelsesformand Paul Fischer.

 

- Direktør Ivan Sløk kan ikke lige gå hen i en anden bank og få 2,5 millioner i løn, hvis banken fusioneres, og bestyrelsesformand Paul Fischer ville jo miste sin magt i lokalområdet. På den anden side har vi Heine Delbing, der formentlig har bundet i nærheden af 25 millioner kroner i aktier. Det er penge, han ville kunne få fri ved et salg, siger Lars Jørgen Rasmussen.

Du kan se hele indslaget fra Bissen & Bossen her:

I denne uges udgave af Bissen & Bossen skal det handle om de interne stridigheder i den Vest-fynske bank, Totalbanken. Det skal besluttes, hvorvidt bestyrelsen skal undersøge mulighederne for at sælge eller fusionere banken. Bestyrelsen vil ikke sælge banken, mens flere aktionærer i banken gerne vil sælge. Dette talte Lars Jørgen Rasmussen, uafhængig formue- og investeringsrådgiver, og Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, om i studiet.

Oversigt

    Oversigt