I det fynske folks tjeneste

Skærpet dom til spøgelsesbilist

Den 42-årige mand fra København, der i 2007 kørte fire mennesker ihjel, skal tre år i fængsel i stedet for to et halvt.

Landsretten i Kolding ændrede i dag spøgelsesbilistens straf fra to et halvt års fængsel til tre år.

Spøgelsesbilisten var oprindeligt blevet idømt to et halvt års fængsel og frakendelse af retten til at køre bil i 10 år. Den straf skræpede Landsretten i Kolding i dag.
Manden er nu blevet idømt tre års fængsel, til gengæld er frakendelsen af kørekortet blevet sat ned fra ti til otte år.

Det var spøgelsesbilisten selv, der oprindeligt havde anket dommen til Landsretten. Dagens skærpelse af dommen vækker glæde hos de pårørende.

- Jeg håber, at straffen blev ændret til tre år. Tiden har talt til vores fordel, man ser hårdere på spritbilister i dag end man gjorde for to år siden, siger Arne Hornebo Kristensen, der er far til en af de trafikdræbte.

De dræbte i ulykken var alle fra Fyn. Et par var fra Middelfart og det andet par fra Nr. Aaby. De to kvinder samt den ene mand døde på stedet ved sammenstødet, mens den sidste mand blev hårdt kvæstet og døde senere på Odense Universitets Hospital.

Spøgelsesbilistens alkoholpromille blev to timer efter ulykken målt til 0,98. Han siger, at han intet husker fra ulykken.

Du kan se mere om retssagen og få reaktioner fra begge parter i mandagens udsendelse kl. 19.30.