I det fynske folks tjeneste

Fyns Politi bekræfter bandekonflikt i Vollsmose

Den skærpede straf- og visitationszone i Vollsmose forlænges af Fyns Politi, der nu bekræfter, at der er en bandekonflikt i gang.

Onsdag aften blev der endnu engang affyret skud i Bøgeparken i Vollsmose. Arkivfoto. Foto: Flemming Ellegaard

Efter endnu et skyderi i Vollsmose har Fyns Politi valgt at forlængede den udvidede visitations- og strafzone i området.

Onsdag aften blev der affyret skud ved Bøgetorvet i Vollsmose. Ingen er blevet ramt, men Fyns Politi efterforsker episoden. Politiet skriver i en pressemeddelelse, at det er dets klare opfattelse, at hændelsen er sket i forbindelse med den igangværende bandekonflikt mellem to grupperinger. 

 

Læs også Flere afhørt: Skyderi var opgør i Vollsmoses kriminelle miljø

Området, hvor Fyns Politi har indført udvidet visitationszone. Foto: Fyns Politi

 

- Politidirektøren ser det derfor nødvendigt at forlænge både den skærpede strafzone samt visitationszonen for at sikre, at borgerne, der bor og færdes i de berørte områder, kan færdes trygt og sikkert, står der i pressemeddelelsen. 

Dobbelt straf

Den skærpede strafzone betyder, at straffen for kriminalitet begået inden for zonen vil blive fordoblet. Samtidig har politiet mulighed for at visitere samtlige personer inden for visitationszonen. 

Begge dele er forlænget frem til den 7. marts klokken 12.

Visitationszonen blev første gang oprettet den 25. januar, efter der var blevet affyret flere skud i Bøgeparken. Heller ikke her blev nogen ramt. 

 

Læs også Flugtbil kørte galt efter skyderi i Vollsmose

Fyns Politi har indført skærpet strafzone i det markede felt i Vollsmose. Foto: Fyns Politi

 

Igen tirsdag den 29. januar blev der affyret skud i vejkrydset Åsumvej/Vollsmose Allé. Heller ikke i forbindelse med denne skudepisode blev nogen ramt. 

Den 1. februar valgte man at indføre den skærpede strafzone i et afgrænset område inden for visitationszonen.

Efter de seneste oplysninger om skyderi har Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen har taget kontakt til justitsministeren og opfordret til, at Folketingets bandeforligskreds hasteindkaldes 

- Noget må gøres nu, og bandekonflikten er ikke overstået, selvom justitsministeren for nylig påstod, at bandekrigen var ovre, skriver Trine Bramsen i en skriftlig udtalelse til TV 2/Fyn.