Skal tatovør-sagen gå om: Nu ligger bolden hos retten

Forsvarere mener i øvrigt, at byrettens domme er alt for høje.

Nu har de tre forsvarere gennemført proceduren for deres klienter. Alle forsvarere mener, at sagen skal "hjemsendes" og gå om i byretten som følge af det pres, borgmester Peter Rahbæk Juel ifølge dem har lagt på byretten.

- Han er bykonge, han fik næsten hver fjerde stemme i Odense. Han har gjort retssagen til byens kamp mod bandemiljøet og mod de tiltalte, dagen før retten skulle afsige dom. Det er problematisk og kan objektivt set være i strid med menneskerettigheds-logivningens paragraf 6 om en upartisk, upolitisk og uafhængig domstol, sagde forsvarer Mette Grith Stage i sin procedure i Østre Landsret.

Berrettiget tvivl

Forsvarerne fremhæver, at der fortsat er berettiget tvivl om, hvorvidt der overhovedet er blevet fremsat trusler mod tatovørerne. Derfor skal straffene sættes ned eller helt bortfalde, mener de.

Parterne er enige om, at der sidste år i februar blev fremsat et ønske fra de tidligere Black Army-medlemmer om støtte til "organisationen", og at indehaverne kunne tænke over det til mandag.

Det har byretten bedømt som en trussel.

- Men deri ligger der ikke nogen trussel, mener Mette Grith Stage.

Det er kun en af de tiltalte, der førte ordet i tatovørbutikken. Derfor mener forsvarerne ikke, at de øvrige tiltalte kan hæfte solidarisk.

Desuden mener forsvarer Bettina Antitsch Mortensen, at der er berettiget tvivl om, hvorvidt hendes klient overhovedet har været til stede i tatovørbutikken.

Ukendt tredje mand

En efterforsker har udpeget hendes tiltalte som den, der var tilstede med de to andre tiltalte på baggrund af videooptagelser, mens butikkens indehavere ikke med 100 procents sikkerhed har kunnet udpege ham på baggrund af politiets billedalbum.

De øvrige tiltalte vil ikke fortælle, hvem den tredje mand er.

Det er nu op til Østre Landsret, at vurdere, om der skal dømmes anderledes end i byretten, hvor de tiltalte fik  seks, syv og otte måneders fængsel.

Der afsiges dom klokken 15.15.

Oversigt

    Oversigt