I det fynske folks tjeneste

Skandalesag genåbnes måske

Den Særlige Klageret skal nu afgøre, om knivstikkersag fra Fyn alligevel kan komme for retten trods en bommert fra politiet.

Familien Søgaards liv er forandret efter at banalt biluheld førte til at faderen i huset blev stukket ned

Sagen, hvor en formodet knivstikker gik fri på grund af en politifejl, kommer måske alligevel for retten.

Rigsadvokaten har bedt Den Særlige Klageret om at få sagen genoptaget, fordi den er afgjort på falske forklaringer.

Den knivtiltalte blev i byretten frifundet for at have stukket en 46-årig mand ned efter et trafikuheld 1. maj sidste år. Men en række vidner i sagen var blevet truet til tavshed, så anklagemyndigheden regnede med at få manden dømt ved landsretten.

Men da politiet skulle forkynde anken over for den tiltalte, var han væk. Forkyndelsen skete derfor over for mandens søster på adressen på Bøgeparken i Vollsmose, og da søsteren ikke havde bopælsadresse samme sted som tiltalte, afviste Østre Landsret at behandle ankesagen.

- Vi mener, sagen bør genoptages, fordi den er afgjort på baggrund af falske forklaringer. Vi finder det stødende, at den skal afgøres på det grundlag, siger statsadvokat Hanne Schmidt fra Rigsadvokaturen.

/ritzau/