Skandinaviske stjerner filmer på Sydfyn

Ulrich Thomsen, Trine Dyrholm og svenske Mikael Persbrandt er i gang med optagelserne til Susanne Biers nye film "Hævnen".

Faaborg på Sydfyn danner i disse dage rammen om et skandinavisk stjernetræf. Skuespillerne Ulrich Thomsen, Trine Dyrholm og Sveriges største mandlige stjerne Mikael Persbrandt er nemlig i gang med optagelserne til Susanne Biers nye film "Hævnen".

Filmen handler om to drenge, der indleder et tæt venskab, som viser sig at blive en livsfarlig alliance både for de to drenge og ikke mindst deres familier. Den foregår dels i en provinsby i Danmark og i Sudan.

- Det er en historie, som handler om forholdet mellem børn og voksne. Men fremfor alt handler den om, hvor fuldstændig ude af kontrol forholdsvis banale og simple ting kan blive. Om hvor hyggeligt, rart, pædagogisk og forstående man kan være i sådan et lille land, og hvor sindssygt katastrofal den samme hygge kan blive, siger Susanne Bier.

Dyrholm og Persbrandt spiller et forældrepar, der i filmen begge er læger og arbejder i Sudan, mens Ulrich Thomsen spiller enkemand og far til den anden dreng i filmen.

- Da jeg læste manuskriptet kom jeg - uden sammenligning i øvrigt - til at tænke på Muhammedkrisen, der begyndte som en helt uskyldig tegning og endte med, at folk døde og ambassader blev brændt ned. Denne film har noget dansk idyl, og så får en lille ting ringene til at sprede sig i vandet til det helt store rabalder, siger Ulrich Thomsen.

Oversigt

    Oversigt