I det fynske folks tjeneste

Skarp kritik af Erling Bonnesens nye valgvideo

Det fynske folketingsmedlem vil føre valgkamp på at få mere skov i Danmark, men videoen kritiseres af fynsk modkandidat.

01:26

Video: Henning Bagger / Ritzau Scanpix



Når valgkampen til folketingsvalget begynder, så vil fynske Erling Bonnesen fra Venstre føre valgkamp på at få mere skov i Danmark.

- En stemme på mig er en stemme på naturen, lyder det i hans nye valgvideo.

Men det valgslogan får skarp kritik fra Erling Bonnesens folketingskollega Dan Jørgensen fra Socialdemokratiet i TV 2/Fyn mandag aften, hvor de to folketingspolitikere debatterede skovrejsning og miljø.

Læs også Naturforkæmpere vil plante skov på forurenet grund i Nyborg

- Jeg må ærligt sige, at jeg først troede, at det var satire. Ved sidste folketingsvalg gik Erling Bonnesen til valg på, at nu skulle der rulles miljøbeskyttelse tilbage, så landbruget kunne få bedre forhold, så de bedre kunne konkurrere. Det har man så gennemført. Man har givet dem lov til at sprøjte mere, man har givet dem lov til at gøde mere, man har taget beskyttede naturområder ud af beskyttelse, og nu nærmer valget sig, og så siger man pludselig, at alt det der, det har man slet ikke gjort. Nu er man pludselig et miljørigtigt parti.

- Jeg har faktisk gennemgået i hovedet, de debatter jeg har haft med Erling gennem de sidste ti år. Jeg kan ikke komme i tanke om én eneste gang, hvor han har været på naturens side. Så det der, det svarer lidt til, hvis Folkebevægelsen mod EU sagde, at en stemme på dem, det var en stemme for EU, siger Dan Jørgensen.

Bonnesen: I Venstre vil vi have mere skov

Forinden havde Erling Bonnesen åbnet debatten med at sige, at Venstre havde brugt de sidste fire år på at plante mere skov i Danmark.

- Hos os i Venstre vil vi gerne have mere skov. Det er ikke bare noget, vi siger, det er også noget, vi gør. Vi planter faktisk mere end 600.000 nye træer hvert år - også i statsskovene. Jeg ved godt, at nogle af dem også bliver fældet igen, men der bliver plantet flere, end der bliver fældet, således at skovarealet i Danmark stiger. For år tilbage var der næsten ikke noget skov i Danmark, nu er vi oppe på 14,5 procent, og vi har en målsætning om at komme op på godt 20 procent, siger Erling Bonnesen.

I efteråret 2018 besluttede regeringen og Dansk Folkeparti, at 13.800 hektar over de næste 50 år skal udlægges til vildskov. Ingen af de udvalgte skovområder ligger dog på Fyn. Men det er slet ikke nok, hvis vi skal forbedre biodiversiteten i den danske natur, mener Dan Jørgensen.

Kræver 75.000 hektar skov 

- Altså sidste år skar regeringen 26 procent på budgettet til at skabe ny skov i Danmark. Det er jo ikke mere, det er mindre. Dertil kommer så det her med at udlægge skov til urørt skov. Det er en rigtig god ide. Biologerne siger, at hvis vi skal stoppe tilbagegangen i antallet af arter, så skal vi have 75.000 hektar urørt skov.

- Det er det, mit parti siger, vi skal have. Det, Erling Bonnesen siger, er, at han vil tilføre yderligere 13.000 hektar, så man kommer op på 25.000 hektar. Altså en tredjedel af det nødvendige. Så det Erling Bonnesen kan tilbyde, som han synes er meget, meget grønt, det er en tredjedel af det, biologerne siger er nødvendigt bare for at stoppe tilbagegangen i antal dyrearter, tordner Dan Jørgensen.

Læs også Mette Frederiksen varmer op til valgkamp: Besøger ældre i Assens Kommune

Men den kritik køber Erling Bonnesen ikke.

- Vi har faktisk løftet det meget. Med al respekt for hvad socialdemokraterne gjorde, da de havde regeringen, da var det cirka 500 hektar. Nu har vi lagt 13.800 hektar ud, og så har vi sat en målsætning om en yderligere fordobling. Så vi kan bare sige, at vi har løftet det meget i den tid, vi har haft regeringsansvaret de sidste fire år. Så er det fint nok, at Dan Jørgensen og socialdemokraterne vil løfte det endnu mere, jeg kan bare markere klart, at vi ikke har skåret ned. Vi sikrer, at der bliver plantet mere skov allerede nu. Vi har gjort ord til handling, siger Erling Bonnesen.

Du kan se hele debatten med de to fynske folketingsmedlemmer herunder. Der skal senest afholdes valg til folketinget den 17. juni 2019.

05:21

Socialdemokraten Dan Jørgensen angriber Venstre-manden Erling Bonnesens valgvideo.

Luk video