Skarp KU-kritik af Bendt Bendtsen

Vicestatsminister Bendt Bendtsen bliver mødt af usædvanlig hård kritik af den fynske landsformand for Konservativ Ungdom efter, at han mandag aften indgik en ny skatteaftale med Venstre og Dansk Folkeparti.

KU mener, at skatteaftalen er alt for slap og for langt fra de konservatives politik.

- Bendt Bendtsen burde have forladt regeringen i stedet for at have indgået den skatteaftale. I forvejen var regeringens udspil for tyndt, siger KU-formanden Rune Kristensen til TV 2/FYN.

Skatteaftalen afskaffer mellemskatten, men rører ikke topskatten,
hvilket ellers er De Konservatives mærkesag. Også flere af landets avisledere kårer Bendtsen som taber.

Aftalen betyder samlede skattelettelser for 9,5 milliarder kroner om året, og umiddelbart efter var Bendt Bendtsen glad for aftalen.

- Vi har lavet en rigtig god aftale til gavn for hele Danmark. Vi har behov for flere hænder, og denne aftale giver flere hænder i hjemmeplejen og andre steder, sagde han.

Finansrådet: uambitiøst

Heller ikke Finansrådet klapper i hænderne over skatteforliget.

- Forhøjelsen af mellemskattegrænsen giver - fair nok - en gruppe af skattebetalere et bedre incitament til at påtage sig nogle ekstra timer. Men når knap en million skatteydere fortsat betaler den højeste marginalskat, er forliget simpelthen for pauvert, siger Jørgen A. Horwitz, der er direktør i Finansrådet i en pressemedelelse.

Læs om aftalen på Finansministeriets hjemmeside

Oversigt

    Oversigt