I det fynske folks tjeneste

Skarp strid om tablets ender i Svendborg Byråd

01:34

1 af 2

Sagen om Rudolf Steiner børnehaven, Askelæ, der nægter at indføre tablets som led i Svendborg Kommunes politik om digital læring, skal nu afgøres i byrådet.

Et forslag fra Enhedslisten om at fritage Rudolf Steiner børnehaven, Askelæ, fra at bruge tablets som led i Svendborg Kommunes politik om digital læring blev onsdag eftermiddag drøftet i udvalget for børn og unge.

Men det lykkedes ikke at nå til enighed før Enhedslistens medlem af udvalget, Susanne Gustenhoff, benyttede sig af den såkaldte standsningsret og bringe sagen for Svendborg Byråd.

Ifølge de Konservatives medlem af udvalget, Andreas Pless, var der imødekommenhed overfor at finde en løsning, og flere muligheder var på bordet.

- Men det lykkedes os ikke at blive enige om hvilken, før Enhedslisten begærede sagen for byrådet, og så stopper behandlingen i udvalget, siger han.

Børnehaven Askelæ er havnet i en skarp strid med Svendborg Kommune.

Kommunen vedtog tilbage i april 2014 en vision for læring og dannelse, som gælder alle kommunens børn og unge, og i den kan man blandt andet læse, at daginstitutionerne skal sørge for at udnytte informationsteknologiens læringsmuligheder.

Børnehaven ser dog kommunens krav om IT i alle daginstutioner som uforeneligt med det pædagogiske værdigrundlag, som børnehaven bygger på.

Derfor har de søgt om dispensation for reglerne, hvilket er blevet afslået.

 

Ved du noget? Så send os et tip