29-årig fængslet: Skarpladt pumpgun blev transporteret rundt i Odense

En 29-årig mand blev onsdag varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for at have transporteret en pumpgun til en adresse i Odense.

Politiet fik 30. marts en anmeldelse om, at en person skulle have fragtet en såkaldt pumpgun med ammunition til en adresse i Odense. Der er tale om en 29-årig mand fra Middelfart, der nu er varetægtsfængslet frem til 1. maj. Det slog retten i Odense fast onsdag. 

Den 29-årige nægter sig skyldig og ønskede ikke at afgive forklaring. Han accepterede dog, at han skal være varetægtsfængslet de næste fire uger. Det oplyser Mia Friis Jensen, der er anklager ved Fyns Politi og anklager i sagen.

En pumpgun er et skydevåben, man genlader ved at trække et håndtag langs løbet ind mod sig selv. Det betyder, at det kan genlades væsentlig hurtigere end for eksempel et almindeligt jagtgevær. 

- Jeg kan ikke komme med yderligere oplysninger, fordi grundlovsforhøret var for lukkede døre. Så jeg må simpelthen ikke referere fra det, siger Annette Petersen, der er den sigtedes beskikkede forsvarer. 

Oversigt

    Oversigt