SKAT er ubøjelig

Skatteministeriet afviste fredag aften overfor TV 2/FYN, at der kan ændres på lukningen af SKAT i Svendborg.

Borgmestrene i Svendborg, Langeland og Ærø kommune bebudede fredag, at de ville mødes med skatteminister Karsten Lauritsen for at få omstødt beslutningen om at flytte det sidste af SKATs kontor i Svendborg til Middelfart.

Sydfyn blev forbigået da regeringen i går flyttede statslige arbejdspladser ud af hovedstaden.

Og ondt blev værre for Svendborg - den planlagte lukning af SKAT i byen bliver ikke omstødt.

Godt 125 skattemedarbejdere rykker fra Svendborg til den nye store afdeling i Middelfart.

Derfor vil de tre borgmestre fra Svendborg, Ærø og Langeland appellere til skatteministeren i håbet om at få annuleret flytningen.

Men skatteministeriet afviste allerede fredag aften overfor TV 2/FYN at ændre beslutningen.

Se mere om sagen på TV 2/FYN klokken 19.30.

Skatteministeren udtaler:

Regeringens ambitiøse og historisk store plan for udflytning af arbejdspladser vil i den kommende tid blive gennemført i sin nuværende form, og der er ikke lagt op til ændringer.

Der er blevet kigget på mulighederne for at bevare en række af de skattecentre, som ifølge den tidligere regerings fraflytningsplan skulle udfases.

På foranledning af Erling Bonnesen således også skattecentret i Svendborg.

Med undtagelse af Struer - hvor særlige, økonomiske forhold gør sig gældende - har vi ikke fundet grundlag for at ændre på de allerede besluttede fraflytningsplaner.

Men jeg vil gerne understrege, at regeringens dagsorden om at styrke alle dele af landet ikke slutter med vores plan 'Bedre balance'. Det vil fortsat være en vigtig del af vores arbejde fremover.

Oversigt

    Oversigt