Skaternes Woodstock besøgte Svendborg

Der blev stået på skateboard i halsbrækkende tempo, da skateboard-eventet CPH Open fredag lagde vejen forbi Svendborg.

Nogle af verdens bedste skatere var fredag i Svendborg til skateboard-eventet CPH Open.

En af disciplinerne var downhill skating, hvor deltagerne i halsbrækkende fart stod på skateboard ned ad Kongebakken. 

Udover dygtige skatere fra hele verden deltog lokale skatere også - det kræver dog et vist niveau at deltage ifølge arrangør Keld Aabjørn.

- Ellers ville der simpelthen komme for mange til, vi ville kunne afvikle det. 

Skaterne havde fart på, da turen gik ned ad Kongebakken. 

CPH Open er en konkurrence, men en afslappet en af slagsen ifølge Keld Aabjørn. Han mener, det især er eventets afslappede ånd, der tiltrækker dygtige skatere fra hele verden.  Det handler nemlig mere om at være med, end det handler om at vinde. 

- Det er faktisk det, vi plejer at kalde skateboardingens Woodstock, siger han. 

Han mener CPH Open adskiller fra andre skating-konkurrencer

- Det er blevet så konkurrencepræget det hele, så skateboarding på vores måde kan de rigtig godt lide, siger han. 

12 år på bagen 

Det er 12. år, CPH Open bliver afholdt, men i år er første år, det foregår rundt omkring i Danmark. I 2018 var første gang, konkurrencen foregik andre steder end København, men her var stoppene i Berlin og Amsterdam. 

Et af målene med konkurrencen er ifølge Keld Aabjørn at inspirere unge skatere.

- Det fede er at få lov at inspirere de yngre generationer og kunne få lov at trække deres helte herover, så de kommer til at være tæt på deres helte uden at være afskærmet på nogen måde. 

- De kan bare gå hen og sige hej.

Konkurrencen bliver afgjort lørdag på Refshaleøen i København, hvor vinderne fra hvert stop konkurrerer med hinanden i en endelig finale. 

 

Oversigt

    Oversigt