Skatten var ... væk

Skattegryde fra Hunderupskoven viste sig at være tom, men ikke mindre gådefuld.

Der var i dag stor opmærksomhed omkring en gryde på Odense Bys Museer. Gryden var tidligere i dag gravet op af jorden i Hunderupskoven i Odense, og man håbede at finde en skat, da man tidligere har fundet en møntskat i skoven.

Men museumsinspektør Maria Lauridsen blev skuffet.
Da først gryden var blevet tømt for jord under kontrollerede forhold, kunne man konstatere at den var gabende tom. Og det får smilet frem hos Maria Lauridsen, da hun fortæller os nyheden. Som museumsinspektør er hun vant til, at kun få af de påbegyndte skattejagter giver resultat.

- Det er jo det, vi må tage med.

I løbet af undersøgelsen fandt man ud af, at gryden er lavet af jern, og at den højst har ligget 100 år i jorden. Lige ved siden af gryden fandt man en blikspand.

Og selvom fundet ikke var en skat, efterlader det alligevel en gåde.
For hvorfor var gryden og spanden lagt i jorden? Begge dele var nemlig gravet ganske nydeligt ned i jorden, ikke kastet tilfældigt bort. Og det viser, at indehaveren har haft et formål med at grave dem ned.

Måske dukker svaret op et andet sted i Hunderupskoven. En anden gang. 

Udgravning i Hunderupskoven
Udgravning i Hunderupskoven

 

Oversigt

    Oversigt