Skibsfirma lukker i Svendborg

CEC Shipmanagement i Svendborg lukker og arbejdet bliver flyttet til København. Afdelingen beskæftiger 40 medarbejdere og nogle af dem vil få tilbudt arbejde i hovedafdelingen.

CEC Shipmanagement blev oprettet i Svendborg for nogle år siden, hvor firmaet bag - Clipper Elite Carriers A/S - lejede sig ind i Det Gule Pakhus centralt ved havnen i Svendborg.

Medarbejderne har stået for den tekniske drift af rederiets skibe såsom at skaffe besætning, proviant og reservedele til skibene.

Men rederiet har mistet kontrakten på externe skibe og har også solgt nogle af deres egne skibe fra, så Svendborg-afdelingen har ikke vist sig at være rentabel.

Kigger på tal

- Vi har kigget på tallene og besluttet at flytte arbejdet her til København, hvor vi fornylig samlede mange af vores aktiviteter i et nybygget hus. Vores 40 medarbejdere vil blive tilbudt arbejde i København og så vil vi forsøge at skaffe job i området til de folk, der ikke ønsker at flytte med, siger Per Gullestrup, der er administrerende direktør i Clipper Elite Carriers A/S.

God chance for job

Per Gullestrup forklarer, at man også har taget beslutningen nu fordi der generelt er god chance for at få nyt job for medarbejderne.

- Vi er i en branche, hvor det går meget op og ned. I de seneste par år har der været rigtig god beskæftigelse, så derfor har vi også kigget på det, siger han.

Oversigt

    Oversigt