Skibsreder i rederiforening lader søfolk i stikken

Bestyrelsesmedlem i Rederiforeningen af 2010 Boye Kromann står bag skandalerederi, der lader søfolk i stikken

Det er bestyrelsesmedlem af Rederiforeningen af 2010 Boye Kromann, som er medejer af rederiet Vega, der er gået konkurs og lader skib og fire søfolk sejle i sin egen sø i Horsens Havn uden mad og drikke.

Skibsreder Boye Kromann er involveret i en række rederiselskaber med adresse på Kongensgade i Marstal, blandt andet rederiet Erik B. Kroman ApS, hvor Boye Kromann er medlem af direktionen.

Det konkursramte rederi Vega er ejet af rederiet Barbara A/S, hvor Boye Kromann er bestyrelsesformand. Det er han også i andre af de selskaber, der er registreret på adressen, selskaberne K/S Merkur og rederiet Frem A/S.

Desuden er han medlem af bestyrelsen i tre andre selskaber, der har samme adresse i Marstal: Ebh Kapital ApS, Komplementarselskabet Merkur ApS, og rederiet Amanda A/S.

Det har foreløbig ikke været muligt at træffe Boye Kromann for en kommentar.

Selv om de mange rederiselskaber, som Kromann er involveret i, er danske med adresse på Ærø, bryder han tilsyneladende ingen regler ved at lade skibet Vega fra det konkursramte rederi ligge i Horsens på den østjyske kyst.

Skibet sejler nemlig ikke under dansk flag.

Vicedirektør i Danmarks Rederiforening Pia Voss peger på, at de rederier, der sejler under udenlandske flag - som for eksempel Rederiet Vega - ikke er pålagt de danske regler.

- Det har intet at gøre med det, vi driver i Danmark, nemlig kvalitetsskibsfart, siger hun til DR Nyheder.

I Horsens har fire søfolk siddet på skibet Vega i mere end to uger uden løn, nu da skibsrederen er gået konkurs og har efterladt skibet.

Oversigt

    Oversigt