I det fynske folks tjeneste

Skibsværft bliver uddannelsestilbud

Det gamle skibsværftsområde i Ærøskøbing Havn bliver nu omdannet til et uddannelsestilbud for unge med særlige behov og et arbejdende kulturbevarings- og formidlingscenter.

Værftsområdet har udtjent sit oprindelige formål, men de mange bevaringsværdige bygninger får nu nyt liv gennem projektet "Øhavets Restaureringscenter".

- Øhavets Restaureringscenter er et væsentligt projekt for Ærø Kommune. Samtidig er det et modelprojekt for resten af Danmark, fordi det konkret viser, hvordan der kan skabes udvikling i et lille øsamfund, når mange gode kræfter trækker på samme hammel, siger Ærø Kommunes borgmester, Karsten Landro(K).

3-årig ungdomsuddannelse

Uddannelserne på Øhavets restaureringscenter skræddersyes, så sent udviklede og bogligt svage unge kan få en 3-årig ungdomsuddannelse. De unge kommer fra Helvegsminde, som er et nystartet STU-tilbud og botilbud for unge med særlige behov.

Bag planerne om at omdanne værftsområdet til uddannelser, kultur- og fomidlingscenter og turistattraktion, står Ærø Kommune, Udviklingsfonden, Syddansk Vækstforum Realdania. Centeret kommer til at koste 21,5 millioner kroner og Realdania bidrager med 14,1 millioner kroner.

- Koblingen mellem værftsfunktionen og det faglige uddannelsestilbud til de unge, der ikke kan rummes i det normale uddannelsessystem, er et fint udtryk for en social bæredygtig tankegang, som kan styrke aktiviteten i et af Danmarks yderområder, siger Marianne Kofoed, der er projektleder i Realdania.