I det fynske folks tjeneste

Skidt år for Fyns største svineproducent

For andet år i træk kommer Lerche Simonsen i Gelsted ud med stort underskud. Nedskrivninger på 59 millioner i slovakisk selskab trækker ned.

Lerche-Simonsen i Gelsted sender hvert år 130.000 slagtesvin til slagteriet. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix/arkiv

For andet år i træk har en af Danmarks største svineproducenter problemer med indtjeningen.

Lerche-Simonsen i Gelsted sender hvert år 130.000 slagtesvin til slagteriet og har planteavl på 1150 hektar.

Produktionen foregår i de to produktionsselskaber Eskelund A/S og Eskelund Svineproduktion ApS, som begge ejes af familien Lerche-Simonsen.

Desuden er familien medejer af udenlandske landbrugsvirksomheder i Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Ukraine.

Læs også 100 millioner skydes i fynsk robotfirma

Slovakiet trækker ned

Hvor det i 2016 kostede Lerche-Simonsen A/S 28 millioner kroner, at man havde sikret sig med renteswaps og tabt penge på salg af værdipapirer, var det sidste år nedskrivninger på 59 millioner kroner i det slovakiske selskab, Slovakiet Invest, der trak indtjeningen og egenkapitalen i minus med 17 millioner kroner.

Nedskrivningerne afspejler indtjeningen, den aktuelle mælkepris og værdierne i selskabet, som familien ejer 40 procent af, oplyses det i regnskabet.

Hermed er egenkapitalen i koncernen decimeret kraftigt og er aktuelt på 1,4 millioner kroner.

Efter offentliggørelsen af regnskabet har Slovakiet Invest afhændet en ejerandel i Tjekkiet Invest med et mindre tab, oplyses det i ledelsesberetningen.

Ifølge Eskelunds hjemmeside beskæftiger Eskelund cirka 30 ansatte i Danmark.

I 2006 købte familien Farma Majcichov i Slovakiet, der omfatter 6.000 hektar landbrugsjord, produktionsanlæg til 3.600 malkekøer og eget mejeri med levering af mælkeprodukter til McDonald'ss. 

Lerche-Simonsen A/S ejes af Gitte Lerche-Simonsen, Peter Lerche-Simonsen og Erling Lerche-Simonsen.

Læs også Går i kamp mod underskud: Biogas-selskab bygger eget laboratorium