I det fynske folks tjeneste

Skidt år: Stort Svendborg-firma har fyret 50

SH Group mistede 30 millioner kroner i indtjening i 2016. Underskud på 21 millioner kroner.

En af Svendborgs helt store virksomheder ramte ind i et rigtigt øv-år sidste år.

SH Group, der sælger, udvikler, installerer og servicerer hydrauliske, elektriske og mekaniske konstruktioner inden for offshore, den maritime industri og industrisektoren, måtte sidste år fyre 50 medarbejdere.

Det fremgår af det netop offentliggjorte 2016-regnskab.

Desuden faldt omsætningen fra 402 til 309 millioner kroner, og indtjeningen før skat blev et minus på 21 millioner kroner mod et overskud på 17 millioner kroner året i forvejen.

Trods det voldsomme dyk er egenkapitalen dog fortsat på 100 millioner kroner.

Ledelsens forklaring på det helt igennem elendige regnskabsår er et fald i aktiviteterne.

Et fald, der udløste, at man måtte reducere medarbejderstaben fra 296 i 2015 til 246 i 2016.

SH Group har i løbet af 2016 foretaget opkøb af aktiviteterne i Nor Crane, som har base i Singapore, og regner med yderligere gang i forretningen.

I indeværende år forventer koncernen fremgang og positiv udvikling i omsætningen.

Kombineret med en række allerede gennemførte organisatoriske tilpasninger forventes det at medvirke til væsentlig forbedring af koncernens driftsresultat, hedder det.
 
SH Group er ejet af kapitalfonden BWB Partners, der er hovedaktionær, en række medarbejdere, bestyrelse og tidligere hovedaktionærer.