Skiftedag: Kendt fynsk reklamebureau skifter ud i toppen

Erik Laumand skifter titlen som direktør ud med jobbet som bestyrelsesformand hos Nørgård Mikkelsen.

Nørgård Mikkelsens chef gennem 21 år,  Erik Laumand, træder tilbage og overlader den daglige ledelse til Kasper Jensen og Bodil Ibsen.

Laumand sælger sin ejerandel, men fortsætter som bestyrelsesformand i bureauet, oplyser fagbladet Dansk Markedsføring.

Den 1. april stopper Erik Laumand som bureauets øverste chef, og overlader stafetten til en to-mands-ledelse bestående af Kasper Jensen, der får titel af administrerende direktør og ansvar for udviklingen af bureauets kompetencer og salg, og daglig leder Bodil Ibsen, der får ansvar for Nørgård Mikkelsens drift.

- Kasper og Bodil har gennem længere tid stået i spidsen for netop disse opgaver i den nuværende tre-mands direktion. Samarbejdet fungerer fremragende, og det bliver nu udbygget med yderligere ledelsesopgaver i en to-mands ledelse, hedder det i en meddelelse fra bureauet. 

Dermed får Nørgård Mikkelsen ny ledelse for blot anden gang, siden Ove Nørgård Mikkelsen grundlagde det i 1967. 

 

 

Erik Laumand fortæller, at han er både glad og stolt over, at han afleverer et større og fremtidsparat bureau til sine afløsere.

- Det er selvfølgelig lidt vemodigt at stoppe den daglige gang på bureauet efter 35 år, men jeg glæder mig meget over at have fået muligheden for at spille en aktiv rolle som bestyrelsesformand, både her og i andre 3C-selskaber.

I dag ejes Nørgård Mikkelsen 50 procent af Niels Thorborgs 3C Media, og 50 procent af ti partnere.

I forbindelse med skiftet oplyser Erik Laumand til Markedsføring, at han sælger sin ejerandel af bureauet til de øvrige partnere. Der tages ikke en ny partner ind, så bureauet vil fremadrettet have ni partnere - alle aktive. 

I Nørgård Mikkelsens bestyrelse bliver den nuværende formand, Niels Thorborg, næstformand.

Sideløbende fortsætter Erik Laumand som bestyrelsesformand i 3C-selskaberne Hesehus A/S, PR- og kommunikationsbureauet KommPress A/S og i musikbureauet LIVE Culture ApS samt som næstformand i Odense Sport & Event A/S. 

Den formelle overgang sker pr. 1. april 2019 i forbindelse med Erik Laumands 35 års jubilæum hos Nørgård Mikkelsen. 

Oversigt

    Oversigt