Skiftede playstation ud med cykel: Morten på sejrsskamlen ved DM

DM i mountainbike for efterskoleelever blev kørt tirsdag. Morten Dahl fra specialskolen Ulbølle snuppede andenpladsen foran 148 andre elever.

Under cykelhjelmene driver sveden ned ad ansigterne på deltagerne i dette års danmarksmesterskaber i mountainbike for efterskoler.

Temperaturerne er skruet op på 25 grader, og rytterne cykler ud i årets fjerde sommerdag.

Ude på ruten ræser Morten Dahl rundt. Han repræsenterer Idrætsefterskolen Ulbølle på Sydfyn, der er en specialefterskole for unge med indlæringsvanskeligheder. Konkurrenterne er 149 andre elever fra 13 af landets efterskoler, og reglerne er de samme for alle - indlæringsvanskeligheder eller ej.

- Min højeste forventning til i dag er en femteplads, fortæller Morten Dahl.

Intensiv træning

DM-debutanten har adhd og satte sig første gang på en mountainbike, da han for to år siden startede på Idrætsefterskolen Ulbølle. 

 

- Inden jeg startede på efterskole, var jeg én, der sad foran en skærm og spillede playstation. I dag cykler jeg rundt, og det er det bedste, der er sket i hele mit liv. Det er takket være skolen, siger Morten Dahl. 

Den seneste måned har Morten Dahls lærer og træner, Michael Landgrebe, intensiveret træningen. Morten Dahl har trampet ekstra hårdt i pedalerne, lært om sund kost og teknikker. 

Og den fokuserede træning giver pote. Inden rytterne tager hul på den sidste runde med 10-15 minutter tilbage af det 30 kilometer lange løb, ligger Morten Dahl til at tage guldet.

Tilfreds sølvvinder

Morten Dahl okser rundt på ruten.

Kort før målstregen overhales han og vinder sølv.

- Det gik galt, fordi jeg ikke har fået noget at drikke siden tredje omgang, og så prøvede jeg at smadre igennem det sidste. Det kunne jeg ikke, siger Morten Dahl.

Han er dog en ganske tilfreds sølvvinder.

Tilfreds er også hans træner. Foruden Morten Dahl cykler en anden af skolens elever ind i top-20. 

- Det er helt vildt tilfredsstillende at se, at de kæmper - også dem, der har svært ved det, bliver bare ved.

Michael Landgrebe er stolt af sine elever, der tirsdag fik flotte placeringer trods udfordringer til DM i mountainbike for efterskoler. 

Oversigt

    Oversigt