Skilsmisse gav ideen til web-rådgivning

En skilsmisse har givet kvinde fra Middelfart ideen til at starte webvirksomhed med råd og vejledning.

Hvis du er syg - så kig forbi netdoktor. Hvis du skal have et barn - så er der hjælp at hente på netbaby. Hvis du bliver skilt? Så er der ikke rigtig nogen hjemmesider med gode råd. Det har en kvinde fra Middelfart nu lavet om efter selv at have været igennem en skilsmisse.

- En skilsmisse er altid svær. Der er mange følelser på spil, uanset hvor enige man er om beslutningen. Også de pårørende, børn, familie og venner, bliver påvirket af situationen, siger Mette Haulund, der står bag Skilsmisseraad.dk

En psykisk hård proces

En skilsmisse er ofte en langstrakt, kompliceret og psykisk hård proces, hvor mange mister overblikket. Omkring 28.000 danskere rammes hvert år af skilsmisse, og børn, familie, venner og kolleger bliver ofte impliceret i processen.

- De fleste oplever heldigvis ikke en skilsmisse flere gange i livet. Derfor er der ikke et stort erfaringsgrundlag at trække på, når udfordringerne melder sig. Mange mennesker mister overblikket undervejs i processen, fordi de følelsesmæssigt er meget påvirket af situationen, siger Mette Haulund fra Skilsmisseraad.dk.

www.skilsmisseraad.dk

Oversigt

    Oversigt