Skilsmisse muligvis årsag til skuddrama på Tåsinge

Det var tilsyneladende en forestående skilsmisse, der fik en 53-årig mand til at forskanse sig med våben i sin bolig på Tåsinge den 30. juli. Episoden endte med den 53-årige skød og sårede en betjent, hvorefter han selv blev skudt og såret.

En forestående skilsmisse var muligvis årsagen til, at en 53-årig mand tirsdag den 30. juli forskansede sig i sin bolig med våben i en episode, der endte med, en betjent blev skudt i armen, og den 53-årige selv blev skudt i ansigtet.

Det kom frem, da den 53-årige fredag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg. 

31. juli blev den 53-årige varetægtsfængslet in absentia. Det vil sige, at han ikke selv var til stede ved grundlovsforhøret, hvor dommeren valgte af varetægtsfængsle ham indtil 4. september.

Fredag var den 53-årige så blevet erklæret rask nok til at deltage i et nyt grundlovsforhør, hvor han selv kunne være til stede.

Derfor var manden fredag i Retten i Svendborg. Han havde tydelige skader i ansigtet og blev kørt ind i retssalen i en hospitalsseng. Manden sagde ikke noget selv under retsmødet. Istedet talte hans forsvarer Michael Meyn for ham.

Den 53-årige nægtede sig gennem sin advokat skyldig. 

Hørte våbenskab blive åbnet

Det kom frem under fredagens grundlovsforhør, at konen til den 53-årige havde meddelt, hun ville skilles. 

Torsdag den 30. juli var hun så forbi parrets hjem i Bjerreby sammen med sin søn og sønnens kammerat. Hun ville have styr på nogle papirer i forbindelse med den skilsmisse, hun ønskede.

Den 53-årige er jæger og har derfor våben på sin ejendom. Den 53-åriges kone har forklaret, at hun på et tidspunkt hørte manden åbne sit våbenskab, hvilket fik henden til at flygte. 

Manden skulle også have sigtet på og truet konens søn og dennes kammerat, der efterfølgende flygtede. 

Politiet prøvede det meste af eftermiddagen 30. juli at komme i kontakt med manden og få ham til at komme ud.

Episoden blev anmeldt klokken 13.13, og klokken 16.35 blev der affyret skud. Den 53-årige skød med riffel ud igennem et vindue mod en betjent, der lå i position bag en mur. 

Betjenten blev ramt i venstre underarm. Projektilet gik igennem betjentens venstre underarm og ind i hans højre overarm. 

Varetægtsfængsling fastholdt

Dommeren valgte ved fredagens grundlovsforhør at fastholde varetægtsfængslingen. Den 53-årige skal derfor fortsat være fængslet indtil 4. september. Manden er dog varetægtsfængslet i surrogat på grund af sin helbredsmæssige tilstand. 

At han er fængslet i surrogat betyder, at han vil opholde sig på et hospital under varetægtsfængslingen.

Hvis han bliver udskrevet inden 4. september, vil der være et nyt retsmøde, hvor der igen skal tages stilling til varetægtsfængslingen. 

Politiet efterforsker fortsat sagen, og hvis efterforskningen ikke er afsluttet inden 4. september vil man skulle i retten igen, hvor der vil blive taget stilling til, om fængslingen skal forlænges. 

Oversigt

    Oversigt