Skilsmisseforældre skylder millioner

Antallet af personer, som skylder penge til børn eller ægtefæller stiger støt. Alene i Odense skylder skilsmisseforældre over 164 millioner kroner i underholdsbidrag.

-

Antallet af personer, som skylder penge til børn eller ægtefæller stiger støt. Alene i Odense skylder skilsmisseforældre over 164 millioner kroner i underholdsbidrag, skriver dagbladet URBAN.

Tal fra kommunens inkassokontor viser, at 3.253 forældre i Odense Kommune ikke betaler det lovpligtige underholdsbidrag til deres børn og tidligere ægtefæller.

Den manglende betaling fra skilsmisseforældrene kommer i sidste ende til at gå ud over alle skatteydere i kommunen. Dermed betaler de fynske skatteydere millioner af kroner i bidrag til andre folks børn.

- Det er klart vores største restance-post og vi gør alt for at inddrage pengene ved at trække i folks løn eller værdier, men de skal jo også kunne klare sig, forklarer kontorchef Lise Schou Hansen fra inkassokontoret.

Kommunernes Landsforening opfordrer kommunerne til at gøre mere for at indkradse gælden fra de dårlige betalere.

Oversigt

    Oversigt