Skimmelsvamp i Folketinget

En familie fra Odense mødes onsdag med politikere fra Folketingets boligudvalg. Her skal familien fortælle om mareridtet fra nybyggeriet, der var fyldt med skimmelsvamp.

Svamp, hovedpine og astma. Amalie Nielsen og Brian Osbahr og deres tre børn fra Hvenekildeløkken i Odense har siden de flyttede ind i deres hus været plaget af sygdom. Nybyggeriet var nemlig smækfyldt med skimmelsvamp.

Familien har gennem det seneste år kæmpet mod HD Ejendomme, der står bag byggeriet i Hvenekildeløkken i Seden i Odense.

Nu fremlægger de så deres sag i Folketingets boligudvalg for at få ændret lovgivningen, der skal sikre lejerne.

Uddrag fra Amalie Nielsens tale til boligudvalget:
"I løbet af 19 mdr. bevægede vi os fra at være en sund, rask, glad, velfungerende familie til en familie med kronisk sygdom med daglige indtag af massevis af medicin. Caroline - den mindste - får op til 25 medicindoser dagligt og har haft astmaanfald, hvor hun bliver blå og vi må ringe 112."

"Vi føler os svigtet. Ingen og vi mener ingen har påtaget sig et ansvar her - tværtimod skyder alle ansvaret fra sig og lader som ingenting! Man ved skimmelsvamp er sundhedsskadeligt, men for os som lejer er der ingen hjælp at hente hos udlejer, kommunens byggesagskontor, socialforvaltning, embedslægen og mange andre."

TV 2/FYN følger familien på Christiansborg. Se mere i vores udsendelser senere i dag.

Oversigt

    Oversigt