Selv om det fynske entreprenørfirma H. Skjøde Knudsen, Jorton og tre medarbejdere fra de to firmaer i dag blev frifundet, er den udbuds-praksis, der i tre tilfælde har været anvendt mellem de to firmaer ikke i orden.
Det slår Allan Nielsen, direktør for H. Skjøde Nielsen, nu fast i en pressemeddelelse til TV 2/Fyn.
Han er selvfølgelig glad for, at de to firmaer og medarbejderne er blevet frifundet for at have begået noget strafbart.
- Hos H. Skjøde Knudsen A/S noterer vi os med tilfredshed dommens resultat og frifindelsen, og vil sammen med vores advokat nærlæse dommen, når den foreligger på skrift. Uanset dommens resultat så er det ikke – og vil aldrig være – i orden hos Skjøde Knudsen at "låne eller udlåne priser", siger Allan Nielsen.
- Det er indskærpet over for alle i virksomheden, og der er gennemført et compliance-program i samarbejde med et eksternt advokatfirma for at undgå lignende sager i fremtiden. Compliance-programmet omfatter bl.a. et internt uddannelsesprogram, whistleblower-ordning, udnævnelse af en Compliance Officer samt kontrolprocedurer. Vores fokus er nu på, hvad vi kan gøre, for at lignende situationer ikke gentager sig i fremtiden. Derfor har vi indført en række tiltag i organisationen, som støtter op om det, siger Allan Nielsen i pressemeddelelsen..
Anklagemyndigheden ønskede at få afprøvet ved domstolen, om – og hvordan – det at låne en pris fra en konkurrent er i strid med konkurrenceloven.
En tidligere medarbejder hos H. Skjøde Knudsen A/S havde i to enkeltstående tilfælde i 2012 ikke kunnet nå at regne en pris i forbindelse med en licitation og havde derfor i misforstået loyalitet overfor sin arbejdsgiver og bygherren "lånt" en pris fra en konkurrent, hedder det i pressemeddelelsen.
Det skete for, at medarbejderen selv kunne danne en pris, byde og derfor gøre positivt indtryk over for bygherren.
I et tredje enkeltstående tilfælde i 2013 afgav den samme medarbejder et tilbud til en konkurrent.
Det har ikke været muligt at få oplyst hos SØIK, i daglig tale Bagmandspolitiet, om man ønsker at anke dommen.
Dommens præmisser - altså baggrunden for frifindelserne - var i dag ikke offentlig tilgængelig.